Kulturmøde i den lyse nat
SKAGEN: Coronasituationen har sat en hel verden på den anden ende.
Vi længes efter normalitet - efter det, der er vant til at skabe oplevelser og afveksling i vores liv. Som Verdensballetten, der kan få vores ende af landet til at glinse af kulturstorby - festivalen, som har fulgt os trofast siden 70’erne ellers sankthansbålet som vi har set foreviget af Skagenmalerne og som vi selv har været en del af gennem mange år.
Men når man nu ikke kan få det, som vi plejer - så er det godt, der er folk, der forsøger at skabe en fortættet stemning i form af kulturmøder i Skagen.
Sådan en er Jens-Christian Wandt.
Han er Verdensballettens inspirator - og i år blev han initiativtager til arrangementet Lyse nætter – En sommeraften i Skagen.
Mandag aften var der premiere i Gl. Skagen i det, der efter den nuværende vejrmæssige bølgedal, må kaldes en smuk og i hvert fald lys aften.
Og Jens-Christian Wandt kunne ikke skjule, at han netop havde glædet sig til at præsentere dette lette sommerprogram i Skagen, nu alle de store kulturevents var blevet aflyst.
- Vi trænger til at mødes omkring kulturen – og med en koncert der både byder på pop, ballet, opera, skuespil og klassisk, musik kommer vi godt omkring, lød meldingen fra initiativtageren og aftenens konferencier Jens-Christian Wandt inden koncerten mandag.
Og koncerten leverede som lovet med et indhold af lidt af det hele fra det Skagen - Festivalen, Verdensballetten og Sankt Hansbålet på Sønderstrand.
I dag tirsdag 14. juli gentages koncerten kl. 16.00 & 19.00.
Det hele foregår i Engklitten i Gl. Skagen, indgang fra Højensvej 40.