Kulturministeriet besøger Jerup Station
Kulturministeriet besøger Jerup Station i forbindelse med det kunstprojekt, der blev indviet i november 2016.
Tirsdag den 13. juni kl. 12.30 ankommer medlemmer af Folketingets Kulturudvalg for at bese kunstprojektet Forladte Facader på Jerup Station. Kunstprojektet er støttet af bl.a. Statens Kunstfond, Bikubenfonden, Knus Højgaards Fond, Kulturaftale Nordjylland.
Ina Hjort Jacobsen og Katrine Würtz Hansen fra kunstnerkollektivet Vontrapp har arbejdet med Jerup Station, der står og forfalder.
Kunstprojektet sætter fokus på problematikken med forladte bygninger i udkantsområderne. Udover Jerup Station har kunstnerne udført værker i Broby og Havnebyen Sjællands Odde.
Marianne Trenskow, beboer i Jerup og kunstformidler på Kunsten, Aalborg vil fortælle udvalget om gruppens arbejde med projektet. Derefter fortsætter udvalget til Skagen.
Tidligere vogterhus
Det tidligere vogterhus på stationen langs Skagensbanen blev i starten af 1920-erne ombygget og udvidet efter tegninger af arkitekt Ulrik Plesner, men i dag er det flere år siden bygningen har været i brug. Efter at konkursboet fra den seneste ejer blev afsluttet i 2014, har bygningen stået uden en formel ejer. Frederikshavn Kommune besluttede i august 2016 at sætte plader for vinduerne, da bygningen på nuværende tidspunkt er så forfalden, at den er farlig at færdes i.
Ina og Katrine har skabt et installationsværk til Jerup Stationsbygning, der undersøger hvad det er vi ser, og hvad vi ubevidst vælger ikke at se.
Stationsbygningens 29 døre- og vinduesåbninger i facaden er tilført messingplader, der tiltrækker bygningen opmærksomhed på en stilfuld og anderledes måde. Det skinnende materiale, der signalerer værdi og kvalitet, står i stærk kontrast til den tilstand som bygningen befinder sig i. Forladte bygninger vidner om fravær af omsorg. Ved at tilføre bygningen et nyt materiale tilføjes der en ny historie og et nyt nærvær i bygningen, idet den igen den insisterer på beskuerens opmærksomhed.
Igennem de mange messingplader har Ina og Katrine skabt et levende værk der reflekterer lys og bevægelse i de nære omgivelser. I kontrasten mellem messingpladerne og den uberørte teglrøde facade etableres der en ny begyndelse, en åbning, hvor noget, endnu, udefineret kan ske.
Med Stationsbygningens centrale placering langs Skagensbanen, er det håbet at installationens forskellige udtryk vil forundre, glæde, provokere og pirre nysgerrigheden hos forbipasserende og besøgende.