Krudttårnet åbnes mod verden udenfor

Fonden Tordenskiold vil skabe helårs-oplevelser i den unikke ramme

06. maj 2018 kl. 13.20

FREDERIKSHAVN:

Nøglerne til Frederikshavns stolthed - Krudttårnet - er nu overdraget til Fonden Tordenskiold i samarbejde med støtteforeningen Tordenskjoldsdagene 1717.

Det er Frederikshavn Havn, der ejer Krudttårnet, og havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensen har netop ved en ceremoni i Krudttårnet givet nøglerne videre til støtteforeningens formand, Jette Lyng.

Foreningen Tordenskjoldsdagene 1717 har gennem de senere år haft flere og flere driftsopgaver i tilknytning til Krudttårnet, men med den ny tre-årige aftale er det alene foreningen og Fonden Tordenskiold, der forestår og koordinerer aktiviteterne i og omkring den gamle bygning, der skriver sig tilbage til de sidste af 1600-tallets år.

Dermed går en gammel drøm i opfyldelse for foreningen.

For Krudttårnet er Tordenskioldsdagenes strategiske omdrejningspunkt - og for støtteforeningen bag er det vigtigt, at det arbejde bredes ud til en helårs-aktivitet, der med Krudttårnet som autentisk ramme skaber muligheden for oplevelser i det 21. århundrede.

- Vi er sikre på at aftalen vil positionere Frederikshavn og Krudttårnet endnu stærkere, som en helt unik ramme, siger direktør Mikkel Seedorff Sørensen.

Krudttårnet var det centrale bygningsværk i fæstningen Fladstrand, der blev anlagt i slutningen af 1600-tallet.

Foruden funktionen at opbevare krudt blev tårnet også benyttet som platform for kanoner.

Havet ud for Frederikshavn udgjorde den nordlige del af østkystens bedste ankerplads for større skibe, som søgte læ mod dårligt vejr, før de skulle passere det farlige farvand omkring Skagen.

Derfor byggede man fæstningen som støttepunkt for sejladsen mellem Danmark og Norge, og fæstningen havde stor strategisk betydning. Således anvendte Tordenskiold ofte Fladstrand som base.

Og det har han gjort med fuldt honnør siden Tordenskioldagene i 1997 satte skub i en oplevelsesformidling med afsæt i Store Nordiske Krig.

- Det er næppe nogen velbevaret hemmelighed, at vores opgave er at give liv til historien. Den mulighed får vi nu for alvor hele året rundt, hvor vi lægger os i selen for at fylde den autentiske ramme med relevant indhold, siger Jan Michael Madsen, der er direktør i Fonden Tordenskiold.

For at skubbe yderligere til denne form for helårs-oplevelse har fonden netop ansat tidligere restauratør Karsten Andersen som markedsudvikler, og det bliver ham, der skal være med til at få den drøm til at gå i opfyldelse.

Han kaster sig i første omgang ud i at bearbejde det norske og svenske turmarked, samt at komme rundt og besøge turisterhvervet i kommunen, så de nye muligheder i Krudttårnet kan komme i spil i en stor lokal værdikæde.

- Vi har store forventninger til den kommercielle oplevelsesformidling, der vil kunne skabe liv i den historiske bygning, som fortjener at åbne sig mere mod verden uden for, siger Jan Michael Madsen. Vores bagkatalog er efter de mange år med udvikling af indhold til Tordenskioldsdage enormt, og det er dette indhold, som nu kommer i spil i de kommercielle koncepter.

Ud over Jette Lyng er også Frede Wilcke fra Foreningen Tordenskjoldsdagene 1717 blevet benådet med nøglerne til det gamle citadel, som jo oprindeligt lå 270 meter længere mod øst.

I midten af 70’erne blev det 4.400 tons tunge tårn flyttet i et stykke, afstivet med betonringe og ved hjælp af donkrafte til sin nuværende domicilberømmede placering.

Det var Trigon, der stod for flytningen, der skete med en fart af mellem 5 og 10 centimeter i timen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste