Krop, sind og ånd mødes i kælderen
I "Terapi med Hjertet" tilbyder Pia Granfeld forskellige behandlingsmuligheder med det hele menneske i fokus
Det hele menneske er i fokus i kælderen i Niels Mørchs Gade 24 i Frederikshavn.
Her har Pia Granfeld nemlig sine lokaler til "Terapi med Hjertet", hvor hun efter tre års barsel efter to børn har fået både nyt forretningsnavn og nyt behandlingstilbud.
- Jeg praktiserede i ZoneteraPia i små to år udelukkende med zoneterapi og akupunktur, men nu har jeg som 3. års studerende i krops- og psykoterapi også fået det med på paletten, fortæller Pia Granfeld.
Og netop den del af hendes tilbud er der stor efterspørgsel på.
- I øjeblikket har jeg seks kunder hver uge til psykoterapi og en enkelt til zoneterapi, og det billede viser ganske godt, at mange folk er stressede i dagligdagen, og det kan i kroppen mærkes som mavesmerter, søvnbesvær med mere. Her kan jeg hjælpe med krops- og psykoterapi, og i det hele taget har jeg mange paletter at arbejde med, så folk lettes for stress og andre symptomer, siger Pia.
Fire årig uddannelse
Hun mangler endnu et år i sin fire årige uddannelse som Krops- og Psykoterapeut på Tobias Skolen ved Randers, men allerede nu må hun behandle kunder med sin viden indenfor det felt, og som elev er prisen for en to timers behandling 450 kroner.
- Jeg inddrager meget kroppen i mine behandlinger af kunderne, og de kan få både fysiske opgaver og eksempelvis også tegneopgaver for at få krop, sind og ånd til at udgøre et hele i balance.
- Kroppen er en vigtig vejviser til de ubalancer, symptomer og sygdomme, som vi måtte have, siger Pia Granfeld.
Hun understreger, at det er vigtigt at lytte til kroppens signaler, og at hun med sine forskellige former for behandlinger kan give kroppen den bedst mulige sundhedstilstand.
Gøre rent mentalt
- Det er også vigtigt, at jeg selv personligt hele tiden er i balance, og derfor skal jeg også ind i mellem mentalt nulstilles.
- Der er et lovkrav om, at jeg selv skal gå til psykoterapeut, og hos en sådan i Aalborg får jeg selv "ryddet op".
Efter endt uddannelse skal Pia også holde sig opdateret, og derfor skal hun for ikke at stirre sig blind på eventuelle kundeproblemer gå til en supervisor indenfor faget, der så kan være med til at løse op og give nye impulser.
Et stort behov
Selv er Pia lidt overrasket over, at så mange tilsyneladende har behov for en psykoterapeut.
- Der er et stort behov, og jeg har således kunder fra både Hjørring og Hirtshals, slutter Pia Granfeld, der i sin kælder i Niels Mørchs Gade 24 er klar til at sætte kunden i centrum og have fokus på det hele menneske.