Billede beskrivelse

Kræftramte mødes til Sundhed i Bevægelse

07. maj 2023 kl. 07.00

Frivillige, der har haft kræft inde på livet, tager hånd om de der har fået konstateret kræft og har været eller er i behandling.

Under devisen om, at man ikke skal fylde sit liv med dage, men dine dage med liv, tilbydes alle at være med i et fællesskab for ligestillede med fysiske aktiviteter og socialt samvær som omdrejningspunkt.

Selv om deltagernes sammensætning sker på ufrivillig sygdomsmæssig baggrund, er der ingen dyster stemning i lokalet, alle er helt bevidste om, at de skal have det bedste ud af situationen og vejen hertil kan afhjælpes med gymnastik og en god snak over en kop kaffe med rundstykker.

Der bliver kun i meget begrænset omfang talt om sygdommen og hvis der skulle blive delt nogle følsomme personlige oplysninger, har deltagerne tavshedspligt.

Billede beskrivelse

13 ugers forløb

Den selvbestaltede gruppe på i alt 31 personer mødes i to timer hver anden onsdag for at styrke såvel det fysiske som det mentale helbred under titlen ”Sundhed i bevægelse”.

Gruppen kan til næste år i november fejre 15-års jubilæum og har tidligere haft til huse i den tidligere SID-bygning og Sundhedshuset. De seneste seks år har de mødtes i Festlokalet på Tranåsvej 14.

Når de kræftramte gennemgår det obligatoriske 13 ugers genoptræningsforløb i Sundhedshuset, får de information om, at de kan fortsætte den fysiske træning på Tranåsvej.

På et bagtæppe af kandissange og andre populærsange, sørger gymnastikinstruktør Bodil Krogh for at alle kroppens muskler bliver rørt for at forbedre konditionen, give større styrke og balance. Efter ca. 40 minutter sluttes af med smidighedsøvelser og afspænding.

Billede beskrivelse

Træningen tilpasses

En af de frivillige, Jørgen Vangsgaard oplever på egen krop, at han efter hver træning får fornyet energi som er med til at gøre hverdagen lettere – og er sikker på at kræftcellerne får modstand.

- De øvelser, som Bodil gennemgår med os, kan sagtens trænes individuelt hjemme. Såvel alders- som sygdomsmæssigt er vi meget forskellige, hvorfor træningen tilpasses den enkeltes behov siger Jørgen.

Til at sørge for alt det praktiske og servicere deltagerne møder der 5-6 frivillige op hver gang. Frivillige der alle på et tidspunkt i deres liv har haft kræft og som i dag er kommet godt videre og har overskud til at hjælpe andre med at leve med kræften.

Gruppen Sundhed i Bevægelse modtager kun støtte fra kommunens §18 midler der støtter frivilligt socialt arbejde. Tilskuddet er med til at dækken en årlig udflugt i Nordjylland. De fremmødte deltagere betaler 20 kroner til dækning af en beskeden husleje, pålæg og kaffe. Super Brugsen sponsorer brødet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste