Billede beskrivelse

Kontrolleret åbning af tandplejen og delvis åbning af træningsområdet i Frederikshavn kommune

Genåbningen sker på en måde, så der fortsat er fokus på at begrænse smittespredningen

22. april 2020 kl. 11.02
Opdateret kl. 15.04

FREDERIKSHAVN: Genåbningen af Danmark er så småt i gang, og I Frederikshavn Kommune åbnes tandplejen og træningstilbud nu igen. Det sker med fokus på at tilbyde flest muligt den nødvendige træning og behandling samtidig med, at risikoen for smittespredning minimeres.

- I Frederikshavn Kommune har vi siden starten af corona-krisen fulgt alle Sundhedsstyrelsen anbefalinger, og derfor har vi også stor opmærksomhed på at sikre både borgernes og medarbejdernes sikkerhed og sundhed i forbindelse med genåbningen, udtaler Christina Lykke Eriksen (SF), formand for Frederikshavn Kommunes Sundhedsudvalg.

Umiddelbart efter at statsminister Mette Frederiksen den 11. marts lukkede store dele af samfundet ned, iværksatte man i Frederikshavn Kommune et nødberedskab, som har styret og koordineret sundhedsindsatsen i kommunen under de nye forudsætninger.

- Mange af kommunens medarbejdere har heldigvis kunnet betjene borgere på andre måder – blandt andet har vi haft telefon- og videokontakt som alternativ til at mødes fysisk. I særlige tilfælde har vi været i direkte kontakt med borgere og for eksempel lavet nødbehandling i tandplejen. Og vi har været på hjemmebesøg hos familier med nyfødte, fortæller Christina Lykke Eriksen.

Kontrolleret genåbning af tandplejen

I denne uge starter den gradvise kontrollerede genåbning af tandplejen. Det er stadig afgørende, at smitterisikoen mindskes mest muligt, og en række forholdsregler skal stadig følges til punkt og prikke. Derfor skal man stadig ved henvendelse ringe til Tandplejen.

De, som har fået aflyst en behandlingstid, bliver kontaktet telefonisk om en ny tid, og indkaldelse til en tidligere aflyst undersøgelse vil komme i e-Boks. Særligt unge, der nærmer sig deres 18-års fødselsdag, og som har fået en tid aflyst på grund af corona-virusepidemien, vil få en ny tid snarest – også selvom de er fyldt 18 år i mellemtiden.

Træningscentrene åbner

På træningsområdet er det fortsat efter en individuel faglig vurdering, om borgere tilbydes træning – enten via elektronisk kontakt mellem en terapeut og borgeren eller i borgerens hjem. Og fra denne uge kan træning også tilbydes ved fremmøde på et af kommunens tre træningscentre.

- Træning, for eksempel genoptræning efter en operation, er utroligt vigtigt. Og vi vil arbejde hårdt for at sikre, at vores borgere hurtigt og effektivt kan få et godt forløb med vores ergo- og fysioterapeuter, fortæller næstformand for Frederikshavn Kommunes Sundhedsudvalg, Brian Kjær (S).

Hvor det ikke kan lykkes at tilbydes borgere fysio- og/eller ergoterapi i eget hjem eller på et af kommunens træningscentre, vil træningen fortsat tilbydes elektronisk/digitalt.

- Vi vil altid skulle vurdere, om borgeren er i risikogruppen og kritisk truet af eventuel smitte ud fra Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det drejer sig om alvorligheden og sværhedsgraden af borgers tilstand, og om det i væsentlig grad påvirker funktionsevne, erhvervsevne og eller livskvalitet, siger Brian Kjær.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste