Kontant hjælp til handicapbus
Fem gildebrødre fra Sct. Georgs Gildet i Frederikshavn har netop gæstet plejecenter Søparken for at give et bidrag til den handicapbus, som står øverst på ønskesedlen.
Gildemester Anne Lise Jacobsen fortalte om gildebevægelsens historie og overrakte 8000 kroner til Birthe Søndergaard fra projektgruppen At lægge liv til årene, som nu har indsamlet 102.000 kr. til bussen.
Plejeboligerne i Søparken i Frederikshavn består af 60 lejligheder, hvoraf den overvejende del af beboerne er bevægelseshandicappede.
Lejlighederne er placeret i to klynger tæt på skole og villakvarter, og i et grønt område er anlagt en lille sø med gangbro til en pavillon. Der er et livligt leben på de grønne områder af harer, måger og ænder, til stor glæde for beboerne.
Der foregår i Søparken mange aktiviteter både på stedet og ud af huset i form af arrangementer med sang/musik, bankospil, mandehørm, cykelture på 3-hjulede cykler med chauffør samt busture i Søparkens bus, som kan rumme op til 9 personer, og således bare kræver almindeligt kørekort.
Bussen er nedslidt med en del rust, og det er hårdt for personalet, når man på knæ skal spænde kørestolene fast på fire punkter. Derfor står ønsket højt om anskaffelse af en ny, alternativt nyere brugt, bus.
Primo 2017 etableredes en projektgruppe sammensat af ansatte til projekt: At lægge liv til årene sammen med frivillige at starte en indsamling til anskaffelse af en ny bus, som vurderes at koste 300.000 kroner.
Sct. Georgs Gilderne i Danmark er en sammenslutning af tidligere spejdere og andre, der kan gå ind for mottoet Spejderidéen for Voksne. Det første gilde i Frederikshavn blev dannet i 1942 og tæller i dag 21 medlemmer.