Koncert støtter hospicearbejdet
Ida Lohmann Trio indtager Bangsbostrand Kirke med støttekoncert
FREDERIKSHAVN: Organist Niels Ole Sørensen så i marts måned fire gribende udsendelser fra Hospice Vendsyssel i Frederikshavn.
Her fulgte man ansatte, pårørende og patienter i deres sidste tid i livet.
Det gjorde så stort et indtryk på Niels Ole Sørensen, at han fik lyst til at stable en støttekoncert på benene for Hospice Vendsyssel.
Derfor spurgte han sangeren Ida Lohmann, om hun ville være med til et sådan arrangement.
Det sagde hun straks ja til.
Dermed var vejen banet for støttekoncert for Hospice Vendsyssel med Ida Lohmann Trio, fredag 2. november kl. 19.30 i Bangsbostrand Kirke.
Ida Lohmann Trio har et koncertkoncept, der hedder "Hjertesange"
Udover at det er numre, som står Ida´s hjerte nær, er det også tænkt i lyset af at Ida har en datter, der er født med en hjertefejl.
Og det er sange, der på mange måder handler om de svære ting i livet, bl.a. døden.
Med sange der bl.a. handler om det, rører trioen også ved nogle af de svære ting i livet gennem disse flotte sange.
Det er en koncert, hvor der er store følelser med, og der bliver som regel også fældet en tåre eller to fra publikum i løbet af koncerterne.
Der vil blive sunget sange af bl.a. Anne Linnet, Lis Sørensen, Lisa Nilsson, Adele og Carpark North.
Ida Lohmann er kendt fra bl.a. Melodi Grand Prix og sangkonkurrencen Voice og har haft et samarbejde med Niels Ole Sørensen igennem mange år.
Medvirkende: Idas Lohmann, sang, Niels Ole Sørensen, flygel, Michael Andersen, bas.
Entré går ubeskåret til Hospice Vendsyssel.
Billetter kan købes i kirken.