Koncert med Frederikshavn Bykor
Koret dykker ned i den danske sangskat
Onsdag den 4. oktober kl. 19.30 kan du komme med på en lyrisk rundrejse på Frederikshavn Bibliotek. Musikken bliver denne aften leveret af Frederikshavn Bykor, som dykker ned i den danske sangskat. Du kan glæde dig til smukke toner, når koret synger kendte såvel som mindre kendte sange, der beskriver landskaber, stemninger og årstider fra det danske land.
Du kan således se frem til en aften, hvor koret blandt andet vil fremføre "Blæsten går frisk over Limfjordens vande", "Yndigt dufter Danmark i skærsommerluften", "Hist hvor vejen slår en bugt" for blot at nævne nogle af de mere kendte klassikere inden for kormusikken.
På programmet er også fire blomstersange af den unge komponist Morten Ahti, som Bykoret tidligere har glædet et publikum med.
Frederikshavn Bykor blev stiftet i 1974 af komponist Niels Christian Rasmussen, og består i dag af omkring 25 sangglade medlemmer. Repertoiret er primært klassisk, vekslende med andre genrer af både danske og udenlandske komponister
Bykoret ledes af Dina Flyvbjerg Ledet, der er klassisk sanger, uddannet fra Nordjysk musikkonservatorium og ansat ved Musikskolen i Frederikshavn.
Billetter til koncerten kan købes på bibl.frederikshavn.dk og koster 50 kr.