Billede beskrivelse

Koncert i Abildgård Kirke med uropførelse

Mandag den 31. juli holdes den anden af i alt tre Vendsyssel Festival koncerter i Abildgård Kirke

22. juli 2017 kl. 08.00

Mandag den 31. juli afholdes den anden af i alt tre Vendsyssel Festival koncerter i Abildgård kirke. Denne aften er det kirkens egen organist Søren Rasmussen, der i anledning af reformationsåret vil spille et orgelprogram, der står i reformationsmusikkens tegn.

Koncerten afholdes præcis tre måneder før selve reformationsdagen den 31. oktober, der markerer 500 året for Luthers teseopslag på porten til slotskirken i Wittenberg.

Én af de helt centrale reformationssalmer fra Luthers digterværk er kampsalmen: Behold os Herre ved dit ord, der stadig har sin solide plads i Den danske Salmebog. Aftenens koncert byder på ikke mindre end en uropførelse af Domorganist Bo Grønbech (jo han er bror til Ib), der på opfordring af aftenens solist Søren Rasmussen, har komponeret et orgelværk i tre satser, der dels trækker tråde til den traditionelle melodi, dels sætter Bo Grønbechs populære musikstil i relief i forhold til nutidens kirkemusik. "Der venter tilhørerne en rigtig god oplevelse, idet det nye musikstykke er smukt og meget vellykket" udtaler Søren Rasmussen, der glæder sig til at præsentere musikken for første gang.

Flere sjældenheder

Koncerten byder på flere sjældenheder, idet programmet også rummer ikke mindre end et genfundet orgelværk af den store musikfader Johann Sebastian Bach. Orgelværket er en koralfantasi over endnu en Luthersalme, der dog ikke findes i den danske salmetradition: Wo Gott der Herr nicht bei uns hält. Musikstykket blev fundet så sent som i 2008 på universitetsbiblioteket i Halle, der er naboby til Bachbyen Leipzig.

Efter at det med 100 procent sikkerhed er blevet verificeret som et ægte Bachværk, blev det udgivet med sit eget Bachværknummer: BWV 1128. Foruden dette "nye" Bachstykke, spilles også et af Bachs helt store orgelværker: Toccata, adagio og fuga i C-Dur.

Koncertens sidste del byder på fransk romantisk og senromantisk musik af Guilmant, Langlais og Vierne. Førstnævnte er skrevet i smuk lyrisk stil til minde om komponistens far. Sidstnævnte er direkte modsat kraftfuldt og virtuost, og kan som ét af de få andre orgelstykker sidestilles med Widors berømte toccata. Stykket bærer meget passende titlen: Final, og er da også programsat som det sidste.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste