Kom med på en spændende tur langs Lyngså strand

Vi har et sommerhus i Sønderklit ved Lyngså. Det er snart 25 år siden, at vi købte det. Det er et beskedent hus, men alligevel kalder vores børnebørn det ”prinsessesommerhuset”. - Ikke fordi der er noget pom-pøst og royalt over det, men fordi gardinerne med hjælp fra solens lys har fået netop den pink’e farve, som især piger i en vis alder omgiver sig med i form af barbiedukker og prinsessedrømme i lyserødt skær. Navngiveren af huset er da også en af de to piger, der er at finde blandt vores børnebørn.

Nu er det egentlig ikke huset, det skal handle om. - Faktisk, så har jeg aldrig overnattet i det, da min faste bopæl er få kilometer derfra. Men med den korte afstand er et besøg en kærkommen lejlighed til at slippe væk fra en til tider trættekær kone og tage en tur langs stranden i filosofisk eftertænksomhed. Det er, hvad denne beretning handler om.

Turen over klitten blev besværliggjort i januar 2007, hvor en storm tog halvdelen af klitten foran huset. Følgen deraf er blevet en noget stejl nedstigning, som i det mindste begejstrer mine børnebørn, der bruger den som kælkebakke – om sommeren. Vel nedsteget til stranden er det tid til at spotte vindretningen. Den er nemlig med til at bestemme, om turen skal gå mod syd eller nord. I dag bliver det mod syd. Så er der medvind på hjemturen.

Der er lavvandet – faktisk så meget, som jeg ikke har oplevet før, så der dukker meget op, som gennem årtier har været skjult. Af kort fra henholdsvis 1944 og 2011 fremgår det, at havet æder godt af kysten syd for parkeringspladsen. Til gengæld er der nogenlunde status quo for området fra parkeringspladsen og nordpå.

Og, mens vi er ved de gode gamle dage, så fremgår det af et kort fra 1886, at der engang lå en rednings-station ved den del af stranden, som nu er forsvundet. Der har gennem tiderne været en del strandinger ved det nærliggende Stensnæs Rev, så det har nok været en god ide med en fast stationeret redningsbåd på den kant. Om der ligefrem har været en bygning til båden, fremgår ikke af kortet.

Hvad havet gemmer

Korrebækkens udløb giver anledning til første stop på min vandring mod syd. Korrebækken er den grøft, som løber langs Sønderklitvej oppe fra Lyngså og ud i havet.

Bækken er lagt i rør de sidste hundrede meter, og jeg har ofte spekuleret over, hvad andre - udover mig - tænker om det ikke helt klare vand, som til tider kommer fossende ud af et kloakrør. Men vi har jo et flag, omend det ikke er det officielle, som borger for det udledte vands kvalitet.

Som før nævnt, så er der i dag ekstremt lavvande, og ud for udløbet er der nu blotlagt et stykke orange plastik, som ved nærmere eftersyn viser sig at være et kraftigt afdækningsbånd af den slags, som bruges til advarsel om, at der er nedgravet kabel af en eller anden slags.

Og ganske rigtigt. Båndet bærer påskriften ”Tele Danmark Antenne/Telefonkabel Pas på!” Retningen af afdækningsbåndet angiver ikke overraskende en kurs mod øst, så det store spørgsmål er nu, hvor den forbindelse ender.

Mine tanker går umiddelbart på, om kablet skulle føre til Læsø, og at der evt. er tale om en kabelforbindelse til øen. Tænk, hvis det, jeg står og kigger på, er den eneste fastnetforbindelse til øen.

Sagen kunne undersøges nærmere med en drænspade og et kraftigt hug. Reaktionen ville sikkert ikke vente længe på sig i form af råb og forbandelser ovre fra øen, hvis det var dansktopprogrammet, der blev afbrudt midt i en ”Kandis”-melodi.

Et gæt kunne også være, at kabelforbindelsen går over til det fyrtårn, som står ved Læsø Rende. Men mig bekendt er det fyrtårn ubemandet, så hvad skal man med et antennekabel derude? OK, hvis der er tale om en telefonforbindelse til fjernbetjening af det automatiserede fyr, kan der være lidt ræson i det.

Her ville en afbrydelse med drænspaden i så fald kunne forårsage kaos i skibstrafikken. Hvem ved om Læsøfærgen i så fald ville misse Vesterø havn og i stedet fare vild i den svenske skærgård eller strande ved Stensnæs?

Min anstændighed får dog bugt med disse vilde tankeeksperimenter, og jeg fortsætter min travetur langs stranden.

Jeg nået dog ikke mere end nogle få meter, før mit øje skuer nogle pæle, som rager op af vandet nær strandbredden. Det er tydeligvis resterne af en gammel gangbro, som lavvandet har åbenbaret.

Nu mener jeg at kunne huske, at jeg engang i 1980’erne netop brugte en bro ved parkeringspladsen til at sætte en jolle i havet. Så spørgsmålet er, om pælene stammer fra en eller flere broer, som er fulgt efter. Naturen er jo ikke just gavmild i mødet mellem hav og strand.

Den opmærksomme besøgende på Sønderklits hjemmeside kan måske erindre, at der er en række fotos på opstartssiden, som viser den smukke strand ved vores område.

Netop et af billederne viser en bådebro, som øjensynlig ser ud til at være intakt og i funktion. Så vidt jeg erindrer, så blev det billede taget engang først i nullerne, men om pæleresterne stammer fra den bro, har jeg nu min tvivl om.

Rav

På min forsatte vandring mod syd spejder jeg sporadisk efter rav. Siden barnsben har jeg altid ønsket at finde bare et lille bitte stykke. Men nej, den evne eller det blik har jeg ikke. Alligevel forsøger jeg, men hver gang jeg samler noget ravlignende op, så er det en nitte – som regel i form af et stykke sandsleben mursten.

Den slags er der for øvrigt mange af, og man kan undre sig over, hvorfra de kommer. Skibslaster fra fordums grundstødte skibe? Dem var der jo en del af ved det berygtede Stensnæs Rev.

En anden forklaring kunne være, at Platons Atlantis hverken er at finde i Middel- eller Atlanterhavet, men et sted derude under vande i Læsø rende! Tænk, hvis alle konspiratorer gennem tiderne har taget fejl og det autentiske Atlantis findes nogle hundrede meter ude under bølgen blå, opført i røde mursten og med eternittag – af hvilke jeg også har set en del rester?

Fortidslevn

Turen går videre mod syd, og jeg kan se det område, hvor havet tager godt for sig af strand og bagland. Et sted i den nedbrudte brink er der tydelig tegn på fordums menneskelig aktivitet. Jeg vil ikke kalde det en køkkenmødding, for det er udelukkende uorganisk materiale i form af sengespiraler, plastikposer og el-kabler. Ledningernes isolation og farver tyder på installationer fra engang i 1960’erne.

Nu ved jeg så ikke, hvor huset, som skrottet stammer fra, har ligget i forhold til affaldspladsen. Normalt ville det være så langt væk fra huset som muligt, så jeg går videre - spekulerende på, om huset så har været placeret, hvor der nu er hav eller det har ligget længere inde på land.

Lidt længere væk støder jeg på endnu et tegn på en menneskelig boplads. Denne gang i form af en stabel brøndringe, der står som en reklamesøjle frit på stranden. Hvilken funktion brøndringene har haft, kan man så gætte om. Mit bud er en vandbrønd, men det kan selvfølgelig også have været en septiktank. Der er dog en vis forskel.

Her har jeg en bedre ide om, hvor beboelsen har ligget i forhold til ringene. Uanset funktion, så har de af praktiske grunde været nærmere brugsstedet end førnævnte skarnsplads.

Dagens lavvande afslører da også tydelige spor af et betonfundament nærmere vandet. Jeg nægter dog at tro på, at de betonstykker stammer fra mit genfundne Atlantis. Den slags ville Platon sandelig ikke have accepteret!

Vildtreservatet

Nu er jeg nået til det yderste af odden og kan ikke komme videre mod syd uden at få våde fødder. Det er jo her, at det nok så berømte vildtreservat med de mange fugle er. Jeg spejder forgæves efter fugle – både mod øst, syd og vest. Miljøstyrelsens folder, hvori jeg engang har læst om de mange fugle og reser-vatet, lever ikke op til sine ord den dag, og jeg beslutter mig for at være skuffet og vende næsen hjemad. Men stop! – Lige som jeg vender mig, ser jeg en pæn stor fugl, som ligger i brinken der yderst på odden.

Så er der alligevel liv! Eller er der? Jeg nærmer mig forsigtigt og kommer ganske nær, men fuglen rører sig stadig ikke. Jeg har lyst til at røre ved den for at få en reaktion, men afholder mig fra det, da den muligvis ruger på æg. Således opmuntret over at have set en fugl ved reservatet starter jeg min hjemtur nordpå. Jeg kan dog ikke lade være med at spekulere over den enlige fugl: Gad vide om den er udstoppet og anbragt af Miljøstyrelsen eller Dansk Ornitologisk Forening?