Klip og krøl for Knæk Cancer
FREDERIKSHAVN: Som en fast tradition deltog Salon Park by Sortkær for sjette gang i Knæk Cancer indsamlingen.
Hele lørdagens omsætning blev doneret til Knæk Cancer.
Allerede fra klokken 08.00 kunne kunderne booke tider, og det var alle typer behandlinger der gik ubeskåret til den gode sag - både klipning, permanente og farve.
- Vi kender jo næsten alle sammen en eller flere, som har haft den frygtelige sygdom inde på livet.
- I vores dagligdag på salonen, hvor vi ofte har en tæt og fortrolig snak med vores kunder, kommer vi i kontakt med mange, som selv har haft sygdommen eller hvor deres pårørende er kræftramte.
- Det gør et stort indtryk på os, og man bliver berørt af folks historier fortæller indehaver Heidi Sortkær.
- At deltage i indsamlingen giver os som personale et godt sammenhold, og vi går alle op i at støtte op omkring Knæk Cancer. Lørdag aften mødes vi for at hygge og se showet sammen, og vi satser hvert år på at indsamle over 10.000 kroner, så vi får vores salonnavn på skærmen. Det er lykkedes de seneste tre år.
- I år var vi desværre kun 3 assistenter og en elev på arbejde, da der er ferie, men vi knoklede for at nå over de 10.000 og det lykkedes.
Da dagen var slut, kunne vi donere 11.519 til indsamlingen, så vi røg på skærmen for fjerde år i træk og det er vi virkelig stolte af.
- Vi har i de seks år vi har deltaget, samlet doneret kr. 69.063,- til den vigtige sag fortæller Heidi Sortkær.