Billede beskrivelse

Klar til køreturene

Gymnasie-eleverne og HF’erne dimitteret fredag

29. juni 2018 kl. 12.40
Opdateret 30. juni 2018 kl. 11.19

FREDERIKSHAVN: Fredag var sidste skoledag for de hueklædte elever, der efter endt eksamen blev dimitteret fra Frederikshavn Gymnasium og HF-kursus.

I bragende sol, men også i en kærlig blæst fra vest mødte eleverne ind til den højtidelige og officielle sidste dag, hvor eksamensbeviserne skulle overrækkes og hvor der blev givet rektorale ord med på vejen med humor og retning.

Rektor Inge Carlé var inspireret af 50 året for Ungdomsoprøret og havde sit fokus på netop baggrunden for oprøret - kampen mod autoriteterne - og forældregenerationen.

- De seneste undersøgelser viser, at jeres generation ikke har denne oprørstrang - og samfundet er så godt, at det er værd at stå på mål for det bestående sagde rektor, der i talen fremhævede gymnasielivets autoriteter i Frederikshavn med et par anekdoter fra den tid.

Eksempelvis trætrappen i forhallen - den måtte kun anvendes af rektor og lærere.

Eksempelvis den rektorfastsatte kvote af øl indkøbt tilf ester, som sjældent strakte sig længere end til kl. 22 - så måtte Albanimanden tilkaldes med ekstra forsyninger - dog først efter indgående forhandlinger.

Eller slut-70’erne besættelse af rektorkontoret for at modvirke amtets beslutning om at lægge tæpper på i den nybyggede sydfløj.

- I har dog også vist et lille oprør, som da i sidste år nedlagde arbejdet i protest mod beskæringerne inden for undervisningsområdet. Her mærkede i også at det kunne have konsekvenser - nemlig i form af fravær, sagde rektor.

Dimissionen blev indledt med sang leveret af tidligere elev Lise Robenhagen Hjørne akkompagneret af tidligere elev Knud Erik Thrane.

Gymnasiets kor Blandede Bolsjer sang under direktion af lektor Birgit Munch "Dont Look Back in Anger".

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste