Klar til en krokusmark til foråret

Haveselskabet og Knivholts Venner kickstartede blomsterløgsfestival med lægning af 10.000 krokusløg fredag

28. september 2018 kl. 16.45
Opdateret kl. 17.43

FREDERIKSHAVN: Haveselskabets store blomsterløgsmarked på Knivholt lørdag 29. september blev kickstartet allerede fredag kl. 15 på græsarealet mellem Knivholt og Hjørringvej.

Her havde Haveselskabet sammen med Knivholts venner indkøbt 10.000 krokusløg, som en gave til Frederikshavn i anledning af byens 200 års jubilæum.

Så fra næste forår kan også dem, der kører fra Hjørring ad Hjørringvej mod Frederikshavn nyde synet af et blomstrende krokustæppe, ligesom når man kører ind i Frederikshavn ad E45 fra Sæby.

Frederikshavns borgmester Birgit Hansen var med til at lægge løgene til forårets spiring i plænen foran Knivholt.

Og selv om de ikke var røde, så gik det fint - særligt fordi ingen af dem var Kornblomstblå.

- Det er gule og lilla blomster, så det skal nok blive super flot til foråret, sagde Bjarne Jørgensen fra Knivholts Venner.

Det er vennerne, der skal lægge håndkraft til lægningen af de mange løg, men der var også hænder nok at tage af denne smukke og sidste fredag i september i år i hvert fald.

Bjarne Jørgensen forventer at skråningen er plantet til inden for de kommende 14 dage.

Overrækkelsen af gaven var optakt til Haveselskabet og Den Alpine Haves blomsterløgsmarked i stuehuset på Knivholt - lørdag.

Borgmester Birgit Hansen takkede behørigt for krokusgaven, som hun også lagde nogle af som start på projektet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste