Jan Diget og Thomas Rasmussen på Stuhrsvej. Privatfoto
Livet her

Klar til at grave: Fjernvarmen er på vej til Stuhrs-kvarteret

Så snart der er grønt lys fra Energistyrelsen går maskinerne i jorden

01. maj 2021 kl. 07:30

SKAGEN: Interessen for fjernvarme er så stor hos beboerne i Stuhrsvej-kvarteret, at det nu ligger fast, at Skagen Varmeværk etablerer forsyning i området.

Nu venter man blot på grønt lys fra Energistyrelsen.

- Over halvdelen af de 100 husstande i kvarteret ønsker at få fjernvarme, og dermed er økonomien på plads til at foretage investeringen i et nyt forsyningsområde.

- Da regeringen sidste år meldte ud, at man ville give tilskud til udrulning af fjernvarme, og at tilskuddet ville blive givet efter ”først til mølle” princippet, havde vi hurtigt et projektforslag klar.

- Frederikshavn Kommune var også hurtige med deres godkendelse. Men siden nytår har vi så ventet på sagsbehandlingen i Energistyrelsen. Og det gør vi stadig, og først når den afgørelse foreligger, må vi begynde at grave, siger bestyrelsesformand i Skagen Varmeværk Thomas Rasmussen.

Ventetiden har varmeværket brugt til at udarbejde yderligere et projekt for nyt forsyningsområde, nemlig andelsboligerne ved Odinsvej og kvarteret omkring Bertelsvej.

Projektet er nu under kommunal behandling.

Endvidere er der udarbejdet perspektivplan for træ- og fuglekvartererne.

Disse områder ligger dog tidsmæssigt efter de to områder i den østlige del af Skagen.

- Vi vælger at melde vores planer ud allerede nu, så boligejerne i de berørte områder ved, at der er fjernvarme på vej. Det kan være rart at vide, inden man investerer 100.000 kr. i en individuel varmepumpe. Vi kan nemlig tilbyde fjernvarmeinstallation til under halvdelen og med meget længere levetid. I Stuhrsvej-kvarterer koster installationen ved tilmelding fra start kun 35.000 kroner, siger direktør Jan Diget, Skagen Varmeværk.

Skagen Varmeværk er blandt de billigste af Danmarks 400 varmeværker og samtidig et af de grønneste.

I 2020 fik værket installeret varmepumper, der leverer CO2-neutral varme til Skagen Varmeværks 2700 forbrugere og tegner sig for over halvdelen af varmeproduktionen.

Det sikrer billig fjernvarme i fremtiden og en hurtigere udfasning af naturgassen.

Jan Diget forstår godt de utålmodige boligejere i Stursvej-kvarteret, men man er nødt til at vente på Energistyrelsen.

Til gengæld giver ventetiden de øvrige boligejere i området chancen for også at komme med fra start til den favorable tilslutningspris.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu