Kjeld og Anne Mette samler ind til udsatte børn
Sommer i Juni, der har Anne Mette og Kjeld Rye som dynamonisser, er i fuld gang med forberedelserne til sommerens event, der i år finder sted i dagene 21.-23. juni. Der ventes mellem 50 og 80 julemænd og nissekoner fra store dele af verden, og de vil i tre dage sprede julestemning og hygge midt i sommervarmen. Og alt sammen til fordel for velgørende formål.
Foreningen Danske Julemænd, Nissemødre & Nisser overrakte i 2022 12.500 kr. til Gestus Nord, som blev brugt til udsatte børn og unge i Frederikshavn kommune. I 2023 var der 11.000 kr. i overskud, som blev overrakt til Barnets Blå Hus I Frederikshavn.
En gruppe forældre til børn fra Jul i Junis Nisseskole er sammen med Anne Mette og Kjeld Rye i gang med indsamling af gevinster til JuHulebingo, der afholdes den 21. juni kl. 18.30 i Bingohallen i Frederikshavn, samt til et JuHulelotteri, der afholdes på Fisketorvet i Frederikshavns gågade alle dagene fra 21.-23. juni. Overskuddet herfra overrækkes også i år til udsatte børn og unge i Frederikshavn kommune.
Der indsamles i øjeblikket effekter/gevinster for fuld styrke, og allerede nu er der mange, der har sponseret til eventet, så mange at der nu er præmier nok til JuHulebingo. Men der er stadig plads til sponsorer til JuHulelotteriet.
- Vi søger fonde og sponsorer for at kunne afholde vores Nisseskole for børn. Sidste år deltog 33 børn, som alle fik diplom på at være nisse. 17 af disse nisser deltog i byens juleevents sammen med Santa Julle og Julemor Ruth i både Møllecentrets Juleby og i Frederikshavn midtby. Lønnen til nisser er julegodter ad libitum, og enkelte af de store nisser, der udførte særlige opgaver, fik et gavekort af FREDERIK, Handelsstandsforeningen, fortæller Kjeld Rye alias Santa Julle.
Fælles for alle Nisserne er, at de er med til at skabe julestemning fra midten af november og frem til 23. december. I 2023 har Nisserne sammen med Santa Julle og Julemor Ruth også lavet Nisseskole for børnene i Barnets Blå Hus. Det er der kommet et Nissetræ ud af som naturvejleder Bo Storm har anvist.
Nissetræets funktion er, at har man en dårlig dag, kan man snakke med sin Nisse ude i træet. Nissen kan man læsse af på, og han fortæller ikke noget videre. Vil man se træet, står det ude bag ved Bangsbomuseet, op imod Botaniske have.
- Økonomien i alt dette er en stor opgave at få på plads. Selvom alle deltager ganske frivilligt, er der udgifter til mangt og meget. Santa Julle laver julefest i december på Bones og modtager til gengæld billig god mad til spisning Lørdag aften for de 50-80 Julemænd, Nissemødre og Nisser der deltager i Jul i Juni og underholder i byen over 3 dage, siger Kjeld Rye, og fortsætter:
- Desværre er vores tilskud fra kommunen og Handelsstandsforeningen blevet ramt af nedskæringer. Vi har derfor søgt fonde om tilskud til Jul i Juni 2024, men har endnu ikke fået svar. Vi er ca. 45 medlemmer i foreningen, som betaler 200 kr. om året i kontingent, så der skal gerne være held med de ansøgninger, vi har lavet, for at få det til at gå op. Indtil nu har vi været så heldige at modtage 1000 kr. fra Seafoodsales og 2000 kr. fra Frederikshavn Kommune
Danhostel & Hotel Frederikshavn har lavet flotte tilbud på overnatning. Jul i Juni har tidligere haft overnattende gæster fra Norge, Sverige, Tyskland, Spanien og Japan. I år er der for nuværende tilmeldt norske Nisser, svenske Tomter, ålandske Tomter og danske Julemænd, som alle selv betaler for overnatning.