Kiwi lukker alle butikker i Danmark
Dagligvarekæden Kiwi lukker alle sine butikker i Danmark, og det betyder således også, at de lokale Kiwi-butikker i Frederikshavn og Aalbæk lukker.
Det sker efter flere år med underskud, som altså betyder enden for discountkæden Kiwi.
Kæden lukker alle sine 103 butikker i hele landet.
- Konkurrencen er simpelthen blevet for hård på området, lyder det fra koncernchef i Dagrofa, der står bag Kiwi, Per Thau.
- Der sker store ændringer i dagligvarehandelen i disse år. Konkurrencen på discountmarkedet er benhård, og danskerne flytter en del af deres forbrug væk fra dagligvarebutikkerne i retning af take away, restauranter og catering. Derfor lukker vi nu Kiwi i Danmark efter flere år med underskud og fokuserer på det, vi er bedst til, siger han.
Lukningen berører cirka 2400 medarbejdere, men cirka en tredjedel af denne gruppe fortsætter, da 30 af de tidligere Kiwi-butikker videreføres som Spar eller Meny-butikker.
- Beslutningen om at lukke Kiwi-kæden har ikke været nem at træffe. Hele Kiwi-organisationen har gjort et kæmpe stykke arbejde med udviklingen af Kiwi, siger Per Thau i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Men vi må bare erkende, at det ikke er lykkedes for os at få rigtig fodfæste på et discountmarked, som er præget af hård konkurrence og manglende indtjening.
Per Thau oplyser, at lukningen fjerner ni procent af Dagrofas koncernomsætning.
Kiwi har butikker i følgende byer i Nordjylland: Aalbæk, Frederikshavn, Hirtshals, Skagen, Hjørring, Vrå, Pandrup, Vestbjerg, Nørresundby, Aalborg (fem butikker), Nibe, Støvring, Gug, Hobro (to butikker), Hadsund, Nykøbing og Thisted.