Kirke renoveres for 20 mio. kroner
Den 124 år gamle Frederikshavn Kirke står foran en kraftig renovering både indvendig og udvendig, og den store kirke med plads til godt 1100 tilhørere lukkes fra starten af juli til februar/marts næste år.
- I hele renoveringsperioden vil vores normale kirkelige handlinger i stedet foregå i Fladstrand Kirke på Gl. Skagensvej, hvor det bliver under noget mere trange forhold, men til gengæld kan vi se frem til en renovering af Frederikshavn Kirke på omkring 20 mio. kroner, fortæller Steen Hviid Mortensen, der er menighedsrådsformand.
- Provstiudvalget har bevilget de 20 mio. kroner, og i øjeblikket er vi i gang med at undersøge, hvor meget på vores renoveringsplan, vi kan få gennemført.
Det er syv år siden, at menighedsrådet i Frederikshavn indledte processen med en større renovering, og den er altså tiltrængt både inde og ude.
De seneste renoveringer i kirken fandt sted i 1979, hvor der blev lavet toiletter, samt i 1992, da kirken fik fjernvarme.
Nyt varmeanlæg
Netop de høje varmeudgifter er ét af kardinalpunkterne i den kommende renovering.
- Der skal etableres et nyt varmeanlæg, der vil kunne spare os for omkring 50.000 kroner i varmeudgift. For at få det etableret, skal hele gulvet i kirken tages op, og vi får fremover mere lyse og ensartede gulve i Frederikshavn Kirke, siger menighedsrådsformanden.
Også kirkens vægge renses, ligesom skader på vælvninge repareres. Belysningen forbedres også med nye lamper, men de blyindfattede ruder skal bevares.
Michael Anchers flotte altermaleri over beretningen om Jesu møde med disciplene ved Tiberias sø bliver renset og restaureret, ligesom der kommer en ny indramning på maleriet.
Bænkene skal bevares
Nationalmuseet har også en afgørende finger med i renoveringen, og museet har således ønsket at de mange bænke i kirken bevares.
- Og de skal males med såkaldt "Ådsel-maling", hvor man efterligner træs årer ved hjælp af maling, fortæller Steen Hviid Mortensen. Kirken her i Frederikshavn er det eneste sted i Danmark, hvor der findes et fuldt hold af disse bænke hele vejen rundt, så de er naturligvis bevaringsværdige.
På første sal i kirken sker der ingen ændringer, men udvendigt etableres der en handicapvenlig hovedindgang, ligesom en hel del af kirkens udvendige kridtsten, såkaldt Faksekalk, trænger til at blive skiftet ud.
- Heldigvis har vi stadig nogle kalksten fra kirkens opførelse i 1892 til at stå, og dem får vi brug for især på den sydøstlige facade, som er noget medtaget.
- Nu starter vi med at vaske vægge ned og tage gulvene op, ligesom det er vigtigt at komme i gang udvendigt, fordi det meget gerne skal være færdigt inden vinter.
Også kirkens orgel pakkes ned og rengøres, så det står klar til brug ved indvielsen af en nyrenoveret Frederikshavn Kirke i februar/marts.
- Og det vil vi fejre som en del af byens 200 års købstadsjubilæum i 2018, hvor der bliver komponeret et stykke musik.
Ved den anledning kommer der formentlig mange i Frederikshavn Kirke, og måske fyldes kirken med næstflest tilhørerpladser i Danmark.