Kidzligaen slog til i Strandby
250 børn og 58 hold havde det sjovt med floorball gennem hele lørdagen
250 børn fordelt på 58 hold fra hele Nordjylland var med da Strandby Tornados inviterede de nordjyske klubber til Kidzliga-stævne lørdag i Strandbyhallen.
- Og det blev en helt forrygende dag, hvor alt gik op i en højere enhed og hvor der blev gået til stålet i mange intense kampe, fortæller Kim Storey Frillerhøj.
Formiddagen var helliget de største nemlig u11 og u9 holdene.
Efter de stores stærke indsats var det u5 og u7 holdene, der stod klar og de leverede præstationer af hel samme intensitet, som de ældre spillere.
- Så, jo vi havde en fantastisk dag med alle disse glade unge spillere, deres forældre og søskende, siger Kim Storey Frillerhøj.
Varemærket var som altid fairplay og det at hygge sig med floorball.
Det drejer sig om at være med og have det sjovt uanset om man vinder eller taber, og derfor var der også medaljer til alle spillere efter stævnet.
- Sidste år da vi afholdte Kidzliga havde vi omkring 190 deltagere. I år nåede vi op på 250 deltagere. Det kræver en del af klubben og derfor er vi taknemmelige for alle dem, der stod klar med en hjælpende hånd. Uden dem var det aldrig lykkedes, siger Kim Storey Frillerhøj.
Klubben bruger ungdomsspillere fra de ældre hold som “dommere" til disse stævner.
De møder op og hjælper med at holde ro på banerne samt hjælper spillerne, når der er Face-off.
Kidzliga stævnerne er et samarbejde mellem de nordjyske floorballklubber hvor man 6 - 7 gange i løbet af en sæson afholder stævner for de 5-12-årige.