Karriereskift: Lars gik fra lastbil til skolevogn
FREDERIKSHAVN: Måske har du lagt mærke til, når du kører forbi Terminalen i Skippergade, at der er kommet nyt skilt på den ene af de to køreskoler i nabobygningen. Lars Larsens køreskole er rykket ind i lokalerne, der tidligere husede Rainbow Køreskole. Bag det nye skilt ligger historien om et vildt karriereskift. Et skift til både en ny branche og fra lønmodtager til selvstændig.
Lars Larsen har kørt lastbil det meste af sit liv. De seneste 17 år for AB Catering i Frederikshavn, hvor han har leveret fødevarer til byens restauranter og butikker. Det sled imidlertid på kroppen, så Lars Larsen besluttede sig for at finde et nye job, som han ville kunne holde til resten af livet.
- Inspirationen kom fra min gode ven, der driver Henriks Køreskole i Aalborg. Han tilbød at uddanne mig til køreskolelærer, og så tog jeg springet, forklarer Lars Larsen. Han havde i fritiden været løbetræner for elever på Martec og var meget glad for at arbejde med unge mennesker.
Lars Larsen var færdiguddannet som kørelærer i 2022 og arbejdede herefter for Henriks Køreskole, indtil han for fire måneder siden besluttede at blive selvstændig med køreskole i Frederikshavn. Han er dog stadig afløser hos kammeraten i Aalborg, mens han får gang i sin egen forretning.
- Eleverne kommer jo ikke strømmende af sig selv. Det er en tillidssag at vælge kørelærer, og de unge lytter rigtig meget til, hvad kammeraterne fortæller. Det er i høj grad på anbefaling af andre, at de vælger kørelærer. På de første hold havde jeg kun tre elever, men det var nu meget fint, for jeg havde heller ingen lokaler. Med tre elever var der plads nok omkring køkkenbordet derhjemme, siger Lars Larsen.
Han glæder sig over, at det pludseligt blev muligt at overtage lokalerne i Skippergade, som i forvejen er indrettet med teorilokale. Håbet er, at der fremover skal være 8-10 elever på hvert hold.
Lars Larsen glæder sig også over, at der omsider er ved at ske noget med køreprøve-systemet, som har været rent kaos med lange ventetider på køreprøver. Det er dog stadig udfordrende med en måneds ventetid på køreprøve.
- Det er jo et problem, når lovkravet er, at 14 af de 16 lektioner på offentlig vej skal være gennemført inden teoriprøven, og først herefter kan man booke en tid til køreprøve. Så er der kun to lektioner til at holde kundskaberne ved lige frem til køreprøven, og det er ikke tilstrækkeligt. Så kommer der ekstra køretimer og dermed omkostninger til, og det er ærgerligt, siger Lars Larsen.
Man kan dog være heldig. Lars Larsen har haft en elev, der tog kørekort på fem uger. Ved et rent held fik man fingrene i en afbudstid ugen efter teoriprøven. Men det er absolut undtagelsen.
Lars Larsen er glad for at være kørelærer i Frederikshavn, hvor der er et godt kollegialt forhold. Man hjælper hinanden i modsætning til Aalborg, hvor konkurrencen er benhård. Kollegial hjælp og fleksibilitet er nødvendig, når der sker uforudsete ting, som da Lars Larsens flotte Mazda CX5 blev påkørt bagfra af en motorcyklist midt under en køreprøve. Eleven holdt tilbage for en cyklist, da han blev ramt bagfra. Han bestod køreprøven, men bilen måtte på værksted i en uge.
- Jeg troede, det ville være svært at skifte branche, men det har det ikke været. Jeg er glad for den beslutning, jeg traf, siger Lars Larsen.