Kapellets sal fremstår som ny i stilrent design. Foto: Tommy Thomsen
Livet her

Kapellet på Sæby Kirkegård er blevet totalt renoveret

20. oktober 2021 kl. 16:30

Udefra er det eneste synlige bevis, at indgangsdøren er blevet flyttet fra sydsiden til nordsiden af bygningen og det gamle indgangsparti er blevet erstattet af en lille tilbygning, der rummer det nye alter. Ellers ligner den gamle gulstensbygning fra 1949 sig selv med de karakteristiske takkede gavle og med nyt tag af røde teglsten.

Indenfor møder man en flot stilren kapelsal, et enkelt indrettet lokale holdt i lyse farver med nyt rundbuet loft.

Der er genbrug af bænke, der er blevet malet i en mørk farve, der sammen med de gule hynder danner en fin kontrast til de hvide vægge og lofter.

Orglet er ligeledes blevet renoveret og det har fået sin egen niche i modsatte ende af kapellet.

Gulvene er blevet niveaufri og belagt med nye naturstensflider.

Som projektleder for renoveringen havde Sæby Menighedsråd engageret arkitekt Øjvind Jørgensen fra Arki Nord, der har stor erfaring i renovering af kirkebygninger.

Den kyndige og engagerede projektleder fortæller om en række detaljer, der er tænkt ind i restaureringen af det 150 kvadratmeter store hus.

- Det buede loft med akustikplader er med til, at der er en god akustik i salen.

- Udskiftningen af vinduerne med de blybundne ruder med fransk antikglas, giver et flot lysindfald. Det chancerende glas gør, at de kirkelige handlinger og ceremonier kan ske ganske diskret, forklarer Øjvind Jørgensen.

Glaskunstner Peter Stuhr står bag de fem kvadratiske ruder, der danner et kors i den sydvendte alter-tilbygning.

De fem farverige unikke ruder illustrerer påskemorgen, der giver troen på opstandelsen og det evige liv, hvilket er vigtigt at huske på - netop i et kapel.

- Der har været flere planer med det gamle kapel, fra nedrivning og nybyggeri, til det gennemførte renoveringsprojekt, oplyser kirkeværge Benth Holst Andersen.

- For at skaffe mere kølekapacitet fik vi i 2018 bygget et nyt kølerum med plads til tolv kister.

- Selv om Menighedsrådet og Provstiudvalget var blevet enige om, hvordan bygningen skulle renoveres, var der stadig en række myndigheder der skulle tages i ed.

Således har såvel Kirkeministeriet som Frederikshavn Kommune vurderet projektet inden den endelige godkendelse før renoveringen kunne påbegyndes 4. januar 2021, supplerer Jørgen Drachmann Friis, der er formand for kirkegårdsudvalget.

Også kirkegårdsleder Peter Boel Beck er yderst tilfreds med resultatet.

- Vi synes, vi har fået meget for de 4,4 millioner kroner, som det samlede renoveringsprojekt beløber sig til.

- På driftsiden er der som følge af bedre isolering og gulvvarme, der er blevet tilkoblet fjernvarmen, store energibesparelser at hente. Ligeledes har vi med den nye udvendige flisebelægning gjort adgangen mere handicapvenlig, fortæller Peter Boel Beck.

Alle fremhæver kvaliteten i byggeriet og for det gode samarbejde med de lokale håndværkerfirmaer, Sæby Mureren, entreprenør Hans Erik Kanstrup, Elinstallatør Søren Jensens Eftf., tømrer Hugo Petersen & søn, varme og ventilation Nordjysk VVS og maler Kim Sørensen.

Næstformand for Sæby Sogns Menighedsråd, Anne-Marie Glistrup gør opmærksom på at alle interesserede inviteres til ”Åbent Hus” arrangement fredag 5. november mellem klokken 13-15.

Her vil rådets medlemmer være til stede og fortælle om renoveringen og hvilke muligheder der er for at benytte det nye kapel.

Den første søndag i november er Allehelgensdag og her har Menighedsrådet valgt at henlægge en Allehelgensgudstjeneste i kapellet 7. november klokken 15.30, som dermed bliver første kirkelige handling i de nye rammer.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu