Kapel bliver til havehus
Sæby Museum har kunnet renovere den lille gule bygning i bunden af den idylliske Clasens Have
Der hvor Fiskerstien i Sæby slår en bugt, ligger der et havehus så smukt!
Takket være en donation fra Roblon Fonden på 71.000 kroner har Sæby Museum kunnet renovere den lille gule bygning i bunden af den idylliske Clasens Have, tæt på Sæby Å.
Den lille bygning fra sidst i 1800-tallet var oprindelig bygget som lysthus og for hundrede år siden blev det kapel, da Clasens Hotel blev omdannet til plejehjem.
Nu indgår bygningen som et udstillingsanneks til Sæby Museum, som er en afdeling af Nordjyllands Kystmuseum.
Til den lille intime åbningsreception den 11. juni, reciterede direktøren for Nordjyllands Kystmuseum, Henrik Gjøde Nielsen i sin velkomsttale, citater af Gustav Wied, der havde haft sin gang i haven i 1890érne. Citater som ikke egner sig til en gentagelse i Folkebladet, i en tid med den nuværende krænkelseskultur.
Direktøren så gerne, at Sæbys museumsinspektør Jens Tidemann ændrede husets navn fra kapel til havehus, som det oprindeligt var opført til.
Museet har i huset arrangeret en spændende plancheudstilling, der fortæller historien om Clasens Hotel og de prominente gæster og bedre borgerskab, der færdedes her i tiden omkring 1900, da Sæby etablerede sig som turistby, godt hjulpet af forfatterne Herman Bang og Gustav Wied.
Jens Tidemann oplyste forsamlingen om udstillingen i havehuset og om, hvordan livet udspandt sig i haven medens kunstnerkolonien indtog Sæby.
Ved selskaberne i Clasens have blev der bl.a. blev spillet kegler og musikalsk underholdning om aftenen. Her var Herman Bang med til iscenesættelsen af underholdning ved at placere spillemændene på en platform oppe i trækronerne, så musikken til aftenselskaberne ubemærket kunne flyde ned over gæsterne fra oven, uden at de kunne bemærke, hvor den kom fra.
Netop som museumsinspektøren fortalte om disse musikalske aftenselskaber, istemte pludselig fire hornblæsere, AR Jazz & Swing Band fra Aalborg Roklub - helt i Herman Bangs ånd.
Formand for Roblon Fonden, advokat Anker Laden Andersen, glædede sig over resultatet af renoveringen.
Han blev inspireret til at donere penge til havehuset, da han deltog i det historiske arrangement ”Glade Sommerdage” for næsten tre år siden.
Huset trængte til en kærlig hånd og står nu i flot stand og kan bruges til museets formidling.
Ny keglebane og pavillon med livemusik
At Anker også kan være impulsiv, demonstrerede han ved at oplyse, at Roblon Fonden vil se velvilligt på en ansøgning fra Sæby Museums Forening om en keglebane og en pavillon, der kan etableres i haveanlægget på den betingelse, at udøverne skal akkompagneres af levende musik i en halv time hver søndag eftermiddag - helt som i 1890érne
Formand for museumsforeningen, Vagn Thidemann syntes det var et glimrende forslag, som han vil forsøge at få realiseret.
Den første weekend i august låner Sæby Museums Forening og Saltlandets Historiske Forening for Sæby og Omegn det nyrenoverede havehus, når de helt i Herman Bang og Gustav Wieds ånd arrangerer ”Glade Sommerdage” med musik, kaffe og lagkage, oplyser Vagn Thidemann.