Luciaoptog på vand: Nyd synet af oplyste kajakker på Voer Å
Luciabrudens lysende luciakrans og hendes følge iført hvide klæder bliver på Voer Å skiftet ud med redningsveste og praktisk outdoor-tøj samt farvestrålende lyssætninger på kajakkerne.
På Luciadagen, mandag den 13 december afholder Voerså Kajakklub Luciaoptog på åen.
Optoget med de illuminerede kajakker roer fra yderhavnen klokken 19 og forventer at passere hovedvejsbroen cirka 10 minutter senere og roer videre mod vest på åen indtil udkanten af byen, hvor der vendes om og der sluttes af ved kajakklubbens klubhus ved inderhavnen.
Klubben har tre gange tidligere fejret Luciadag med optog på åen, men det er første gang de inviterer andre kajakroere med.
Se oplyste kajakker i mørket
Formand for Voerså Kajakklub, Brian Mølgaard opfordrer alle interesserede med kajak til at deltage, hvor kun fantasien sætter grænsen for, hvordan lys og figurer kan arrangeres.
- Ud over at udsmykke kajakkerne med lys gør det ikke noget, at stemmebåndet er smurt til at fremføre de høje lyse toner også selv om pulsen kommer en smule op på turen.
- Vi håber der vil møde mange gæster op på å-bredden for at nyde synet af de oplyste kajakker i den mørke tid.
- Hvis der er nogen der skulle komme til at fryse om næsen, sælger vi varm glögg og æbleskiver samt saft fra klubhuset, oplyser Brian Mølgaard.