Kæmpe tomat på 1.052 gram blev vinder
lisafarum@gmail.com
SÆBY: Det var 200 eksemplarer af tomatsorten Gigantimo, som tilbage i april, blev uddelt. Og med rette dyrkning, skulle netop denne sort, kunne levere tomater med en vægt på omkring 1 kilo. Konkurrencen var enkel, idet man, slet og ret, skulle dyrke, ikke den flotteste, rødeste eller største, men den tungeste tomat.
Sidste dag for vejning og afslutning på konkurrencen var på Havens Dag, søndag den 8. september, hvor Sæby Planteskole havde skruet op for hyggen med besøg af Sæby Bryghus, som var klar ved indgangen med smagsprøver af eget bryg, mens man inde i drivhuset kunne man nyde en friskbagt vaffel, hvis man havde brug for en pause for de mange fristelser af blomster og planter.
Vinderen af konkurrencen blev Mogens Ørum, som havde avlet og dermed kunne levere en 1.052 gram tung tomat. Præmien var et gavekort til Sæby Planteskole på hele 1.000 kroner. Og der var tæt løb om den flotte præmie, idet anden tungeste tomat vejede 1.042 gram.
- Vi gentager konkurrencen igen næste år, hvor vi, en gang i foråret, uddeler 100 gratis tomatplanter. Så vil man være med, er det om at være klar, da vi uddeler efter først til mølle princippet, slutter Lasse Pedersen fra Sæby Planteskole af.
Og man bliver da lidt fristet af, at se frem til en konkurrence, hvor det ikke drejer sig om at være pænest, tyndest, længst eller sprødest, men bare, at være den tungeste.