Kæmpe påskesucces: Skagen måtte hente hjælp fra påskeharen
Skagen Handelsforening har haft tradition for en række aktiviteter på pladsen ved Vandkunsten i påskedagene.
De var nu tilbage efter 3 års pause, og på pladsen var børn med forældre og bedsteforældre allerede mødt op inden klokken 11.00. Forventningerne hos børnene var mindst lige så stor som køen foran hestevognen var lang. Her blev der nemlig delt påskeæg ud.
276 store påskeæg var der indkøbt. Men det stod hurtigt klart for Skagen Handelsstandsforening, der står bag arrangementet, at de næppe ville række til alle de børn. Derfor stod Påskeharen klar med slikposer, der kunne være et lille plaster på såret hos de børn, der ikke nåede at få et påskeæg.
Efter uddelingen af påskeæg var der mulighed for en lille rundtur i byen på hestevognen, og i teltet hos de lokale spejdere blev der dekoreret pustede æg. Det færdigpyntede æg kunne tages med hjem, og måske gives som påskegave til nogle, man holder af. Senere kunne man deltage i æggeløb, hvor både børn og voksne kunne være med og vinde flotte påskepræmier.