Kæmpe interesse: 34 nye lejeboliger på godt et år
Rejsegilde på sidste lejebolig på Kæret vel overstået
Efter en intens byggefase er folkene fra Arne Andersen Vrå A/S nu nået så langt på Kæret, at spærene på det sidste hus af de i alt 34 boliger som firmaet har opført i området, er lagt.
Det blev markeret ved et rejsegilde hvor håndværkere og øvrige samarbejdspartnere var inviteret til side om side med de lejere, der allerede er rykket ind i deres nye bolig.
Det gælder blandt andet Verner Olesen, som flyttede ind for nogle måneder siden.
- Vi havde fået solgt vores hus og så denne mulighed, og det har vi bestemt ikke fortrudt siger Verner Olesen, som særligt glæder sig over, at han - trods årstiden - ikke skal klippe hæk.
Verner Olesens er et par af de 29, der allerede har underskrevet lejekontrakt.
Ikke alle er flyttet ind for flere at husene er ikke klar før efter sommerferien.
- Men vi har virkelig mærket en kæmpe interesse for de her lejeboliger.
- Inden nytår var den første etape udlejet og vi gik derefter i gang med at sætte fundamenterne til denne sidste etape på 17 huse. Og her mangler altså blot at leje de sidste fem huse ud i dag, hvor vi markerer rejsegildet på de sidste af de 34 huse, siger projektleder fra Arne Andersen Vrå A/S, Christian Kristensen.
- Vores lejere vægter, at der er højt til loftet i de nye strandhuse og at de ligger i et roligt område og med kort afstand til havn, strand og vand samt golfbane og gode indkøbsmuligheder, siger projektlederen.
Husene er opført i to varianter.
I den ene type er der to badeværelser og to værelser, mens man i den anden type har tre værelser og et badeværelse.
Verner Olesen valgte i første omgang et hus med to badeværelser, men er efterfølgende flyttet ind i et med blot et badeværelse.
- Det gav os lige et ekstra værelse, siger han.
Det behov har Hans Ole Pedersen ikke.
Han flytter ind i den anden model om ganske få dage og han glæder sig også.
- Det er fint byggeri, så det bliver skønt at flytte ind her og jeg kan sagtens bruge to badeværelser, siger Hans Ole Pedersen.
For Arne Andersen Vrå A/S er det sidste hus også et udtryk for at der nu er bundet en sløjfe på det jordopkøb, som firmaet lavede tilbage i 2010.
I første omgang blev der bygget de to-etages beachhusene - og siden maj sidste år er der så suppleret op med de 34 lejeboliger.
- Nu har vi så bundet en sløjfe på dette projekt, lød det fra Arne Andersen, der også deltog i rejsegildet.
Christian Kristensen bød som det sig hør og bør på pølser - men inden bespisningen blev der udbragt et rungende og flerfoldigt leve for byggeriet, mens Dannebrog stod flot i den lette brise over husets spær.