Billede beskrivelse

Kæmpe bankfest i Arena Nord

26. februar 2018 kl. 11.46

Tirsdag 6. marts holder Nordjyske Bank en af Danmarks største generalforsamlinger, og i den forbindelse er bankens flere end 8.000 aktionærer bosiddende i Frederikshavn Kommune inviteret til at deltage.

Den ordinære generalforsamling holdes både i Arena Nord i Frederikshavn og i Aalborg Kongres og Kultur Center - og den indledes kl. 17.

- De seneste to år har omtrent 3.000 aktionærer fra Nordjylland deltaget i generalforsamlingen, hvor aktionærer bosiddende i Frederikshavn Kommune har udgjort en rigtig stor andel. Vi håber naturligvis på, at lige så mange eller flere deltager i år, da en stor opbakning fra aktionærerne er med til at skabe en god stemning og dialog, siger administrerende direktør Claus Andersen. Generalforsamlingen er videotransmitteret fra Arena Nord i Frederikshavn til Aalborg Kongres og Kultur Center, og aktionærerne kan frit vælge, hvor de vil deltage i arrangementet.

- Vi vil selvfølgelig bruge generalforsamlingen på at se tilbage på året, der er gået, og ikke mindst sætte fokus på bankens positive udvikling, som dels kan begrundes med en god økonomi i Nordjylland, og dels at vi nu høster resultaterne af fusionen.

- Sammenlægningen har været en succes og har skabt en endnu bedre platform for vores fremtidige udvikling, siger Claus Andersen, der blandt andet henviser til, at Nordjyske Bank netop har kunnet fremvise et årsregnskab med et resultat før skat, der stiger med 43 procent.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste