Juletræet er fra Katsig
Larviks juletræ blev coronaramt og derfor er vi selvforsynende i år
KOMMUNEN: Vi har meget tætte bånd til vores norske venskabsby Larvik.
Og op mod jul får vi altid kommunens store juletræ sejlet ind, så det kan pryde Rådhusparken og sprede julestemning blandt frederikshavnerne.
Men bare ikke i år.
Som så meget andet er der gået corona i den og træet fra vores norske brødre kommer ikke.
Men så er det jo godt, at vi selv har så meget skov at gøre godt med.
Naturvejleder Bo Storm har været på rundtur og fundet en smukt et af slagsen ude i Katsig.
- Vi fik det fældet mandag morgen og rejst op få timer senere, fortæller Bo Storm.
Det er lidt af et udstyrsstykke at fælde sådan et 12 meter højt træ.
Der skal en kran til at holde det i vejret, så den kan løftes over på en transportvogn og sænkes stille ned.
- Ellers vil grenene knække fortæller Bo Storm.
Det gjorde de ikke og nu står træet og pynter ved Julemandens hus.
Inden længe vil det også få lys,så alt er klar til at markere juletiden - også trods corona.
Og så glæder vi os til mere normale tilstande næste år, så båndene til Larvik kan fortsættes.