Julestue i Metodistkirken
Strikkede og hæklede pynte- og brugsting fylder godt på salgsbordene ved Julestuen i Frederikshavn Metodistkirke på Sønderjyllands Allé.
Julestuen afvikles lørdag 12. november fra 10-16. Og de velsmagende klejner til adventstiden vil helt sikkert gå som varmt brød, siger tovholder Vivi Carlsen, som er klar til at tage imod de mange besøgende.
En stor del af året har kreativiteten hos 12-15 engagerede personer udfoldet sig med hjælp af strikkepinde, synåle mv. Nogle af de mange gode brugsting og fine julepynt er fremstillet på symaskine.
En stor del af byens forretninger og virksomheder har doneret flotte og brugbare gaver til gevinster i det amerikanske lotteri og i tombolaen.
For børnene, der er med deres forældre eller bedsteforældre til Julestue, er der boldkast og pakkedam med mange små gevinster.
De hjemmebagte småkager, som i flere år har været et hit, sælges efter først til mølle-princippet. I konditoriet er der et flot udvalg af hjemmebag og lækkerier.
Ove Skomager & Arne Bo underholder med julemelodier og anden glad musik på deres harmonika og violin/guitar. I den gode stemning i de julepyntede lokaler kan man let møde bekendte og nye venner over en god kop kaffe/te.
I kirkerummet er der dagen igennem mulighed for en stille stund.