Julen gik amok: Massiv mediedækning

15. februar 2018 kl. 22.15

Handels- og Virksomhedsforeningen FREDERIK havde generalforsamling torsdag aften i Arena Nord, og her kunne handelschef Dan Kobberup - igen - glæde sig over byens helt store satsning:

Julebelysningen.

I 2015 gik projektet "Julen tilbage til Frederikshavn" i gang, og der blev i den grad investeret i en ambitiøs juleudsmykning.

Dan Kobberup konstaterede, at der under julen sidste år var massiv mediedækning fra mange sider.

Markedsføringsmæssigt blev der sendt et 20 sekunders stemningsspot fra Frederikshavn, hvilket blev sendt på 24 NORDJYSKE og TV2 Nord.

Men videoen blev ligeledes vist på Facebook, og Turisthus Nord udarbejdede en version med engelsk tekst som de - og Toppen af Danmark - markedsførte online.

Desuden har andre handelsbyer kontaktet FREDERIK for at høre nærmere om erfaringerne fra projektet.

Den intensive juleudsmykning i Frederikshavn har samtidig den effekt, at lokale erhvervsdrivende i de seneste år er begyndt at udsmykke ud af egen lomme, så julen er i sandhed gået amok.

Dan Kobberup kunne på generalforsamlingen også være tilfreds med FREDERIKS gavekort - Handl Lokalt - og det blev noteret, at omsætningen nu er oppe på 4.701.288, hvilket er en halv million kroner mere end i 2016.

FREDERIK gavekortet og det nye Læsø gavekort kan anvendes i over 140 butikker, spisesteder, overnatningssteder, virksomheder samt til oplevelser på Læsø og i Frederikshavn.

Også den kommende nye gågade blev nævnt.

Fra politisk side er der nedsat et gadeforum med repræsentanter fra FREDERIK, turistforeningen, tilgængelighedsudvalget, ungebyrådet samt byfonden.

Forude ligger et hav af planlægningsmøder, inden den nye gågade står færdig til julehandlen i 2020.

På generalforsamlingen lød der også en opfordring til butikkerne om at følge FREDERIKS fælles åbningstider, så kunderne ikke er i tvivl om, hvornår de kan handle.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste