Julemanden benyttede sig af å-vejen
Julemanden valgte at komme til Sæby fra landsiden i år.
Tidligere kom han direkte fra Grønland med det gode skib ”Kaperen” til Sæby Havn. I år havde han lagt vejen forbi Sæbygaard og besluttede herfra at benytte åen i en mere energivenlig jolle, der blev roet af Tommy Nielsen.
En flok stand-up padlere - iført den rette nissebeklædning - eskorterede ham hele vejen.
Nisseorkestret og mange andre havde taget opstilling langs åen ved Pindborggade for at byde julemanden velkommen på en lun søndag formiddag den 9. december.
Efter at julemanden havde fået fast grund under fødderne, gik turen med nisseorkestret i spidsen, gennem byen, hvor gaderne genlød at stemningsfuld julemusik. Orkestret sluttede af med et par numre på Sæby Torv, hvor publikum nød musikken og fik en hyggesnak.
Ud over julemandens ankomst, havde Sæby Handelsstandsforening dagen før, om lørdagen - som noget nyt afholdt et kæmpe pakkespil på Torvet.