Julemad med Frimurerne
Frimurerordenen inviterer økonomisk trængte familier til julemiddag på Frida’s
Frimurerordenen Frederikshavn gentager sidste år succes med julemiddag for økonomisk trængte familier på Restaurant Frida’s i Havnegade.
Frimurerne inviterer til julemiddag med flæskesteg, brun sovs og rødkål og hvad der ellers hører til.
Dagen efter modtager de deltagende gæster en julepose, som indeholder alt det, der skal til for at holde en god juleaften. Poserne bliver leveret på privatadressen.
I år bliver det den 20. december, og for at komme i betragtning skal man være forsørger på kontanthjælp og have hjemmeboende børn under 18 år.
Borgmester Birgit Hansen har lovet at være med de første timer, inden hun skal til årets sidste byrådsmøde, og frimurerne forventer, at der som sidste år bliver plads til cirka 100 deltagere.
Julefesten starter klokken 16 og slutter ved 19.30-tiden.
Børnene bliver underholdt af frivillige pædagoger, der hjælper med at fremstille julepynt og pynte det store træ, og Knud-Erik Thrane og Tina Siel med flere spiller julesange til dansen omkring juletræet.
Ansøgningsskemaet findes på kommunens hjemmeside, www.frederikshavn.dk, hvor man skriver "julehjælp" i søgefeltet. Skemaet kan også findes på Juleuddelingens Facebook-side.
Når skemaet er udfyldt, skal man en tur omkring Borgerservice, som skriver under på, at oplysningerne er korrekte.
Sidste frist for ansøgningen er den 4. december.
I år uddeles 40 juleposer.