Julekoncert med Kurt Ravn udskydes
KOMMUNEN: Lions Club i Sæby har grundet de seneste Corona restriktioner i Nordjylland aflyst julekoncerten med Kurt Ravn i Sæby Kirke 1. december i år.
Kurt Ravn har personligt bakket op omkring udskydningen til 2021 – og glæder sig utroligt meget til at gæste Sæby Kirke til en udsolgt koncert i 2021.
- Vi arbejder i øjeblikket med to modeller i 2021, siger Vagn Kraglund fra Lions Club.
- Det er enten en forårskoncert med Kurt Ravn i Sæby Kirke, når og hvis Corona-situationen forbedres væsentligt i første halvår 2021 – eller det er en Julekirkekoncert med Kurt Ravn i december 2021.
Alle solgte billetter til koncerten 1. december vil være gyldige til koncerten i 2021.