Livet her

Juleglad i Hørby

17. november 2020 kl. 10:00

HØRBY: Man kan ikke andet blive glad, når man kører ind i Hørby by.

For ligesom i oktober måned, hvor byen bød velkommen med mange og flot udskårne græskarhoveder. Så er oppyntningen nu gået fra Halloweentema til juletema, hvor græskar er byttet ud med flotte nisser malet på træstubbe, som kunne hentes i Hørby Bageri og så, her i weekenden, ombyttes til en pose pebernøddedej.

Det tilbud tog fyrre børn og enkelte barnlige sjæle imod.

Helle Madsen fra Hørby Bageri kunne derfor hurtigt melde udsolgt til den gode ide.

- Det er jo fantastisk, at byen igen bakker op og hjælper til med at give en varm, flot og hyggelig velkomst, når man kører gennem vores lille landsby, fortæller Helle Madsen, som fik sin helt egen Hørby Bageri julenissestub til butikken, som ros for det flotte initiativ.

Birgit Stevn, som er privat børnepasser i Hørby havde taget pasningsordningens fem børn, Amanda, Alma, Mikkel, Alex og Naja med.

Først for at hente stubbe, så male dem og så til at aflevere dem mod en pose pebernøddedej.

- Det er jo en super god ide og børnene synes, at det har været sjovt at deltage i hele forløbet, smiler Birgit Stevn.

- Og nu skal vi så til at trille, så bage, for til sidst at smage på de lækre pebernødder, runder Birgit Stevn af.

Julen er hjerternes fest. Og festligt er det, når man kører ind i Hørby. Så lad turen gå den vej, hvis du alligevel er på farten. Det er turen værd.

Annonceret indhold

Nyeste