Julefest for løbeglade
Danmarks hyggeligste julehalvmarathon afvikles på tirsdag
Hvis traditionerne holdes i hævd, så vil det tætsiddende løbetøj være skiftet ud med rød nissedragt og hvidt fuldskæg - eller måske blot nissehuer og blinkende julelys viklet rundt om løbetøjet.
Givet er det i hvert fald, at det vil se julefestligt ud, når starten går til "Danmarks hyggeligste julehalvmarathon".
Det sker på tirsdag 5. december. Kl. 17.30 går starten for de løbere, der ikke pisker afsted og en halvtimes tid senere går det løs for de mere hardcore.
Initiativtageren til "Danmarks hyggeligste julehalvmarathon" er løbetossen over alle løbetosser, Rico Eiersted, som sidste år førte an iklædt julemandskostume.
Det gør han ikke i år for feltet er fordoblet til 160 - og så kan styrmanden altså ikke løbe i front. Han er nødt til at koordinere aktiviteterne i målområdet.
- Men så må jeg bare løbe på et andet tidspunkt, siger Rico Eiersted.
Café Empire vil ligesom sidste år være juleservicedepot med et mangfoldigt udbud, som var det den årlige firmajulefrokost på Hotel d’Angleterre.
Halvmaratonruten består af 7 rundgange i centrum af Frederikshavn, så man kommer ned ad gågaden adskillige gange.
Målområdet ved Empire nås to gange på hver rundgang, så Rico er klar med highfive 14 gange, når løberne passerer.
Løbet har været udsolgt længe - og forventningen er at mange af løberne har gode private supportere med.
- Men alle er velkomne og jeg kan love et noget anderledes halvmarathon. Så kig endelig forbi, siger Rico Eiersted.
Tordenskioldsgade bliver spærret under løbet.
Ud over de to starttidspunkter er der en ganske særlig start kl. 17.
Bag den start står Handicapidrættens Fællesråds fem idrætsforeninger.
- Hver forening melder selv ind med antal interesserede, men vi forventer at blive omkring 25 løbere til start, siger kommunens idrætskoordinator Søren Vestergaard Pedersen, der både er instruktør og tovholder i Mob din Krop.