Jørgen har øje for fuglene på Knivholt

29. august 2020 kl. 11.31

Jørgen Steengaard har sendt Lokalavisen disse fine billeder og han fortæller:

Knivholt byder altid på mange dejlige oplevelser. Det er, hvad enten man går en tur i skoven og smager på de vilde bær, besøger renæssance haven med de flotte og velplejede køkkenhaver, eller går en tur rundt om søen.

På en tur i skoven mødte jeg Jonna som var i færd med at finde lægeurter. Den store sø ved Knivholt huser usædvanligt mange Grønbenede Rørhøns, som trives godt i søens kraftige vegetation. Rørhønen og ænderne sørger for at holde ”kanaler” fri, som de kan svømme i. Et enkelt par af Rørhønen har i øjeblikket helt små ællinger. Det er en fornøjelse at se, når Rørhønen og ællingerne løber hen over vegetationen for at komme fra det ene vandhul til det næste. Den Lille Lappedykker kan man også være heldig at se. Hannen er flot med sit rødbrune ansigt og hals. Også den Lille Lappedykker har unger som er ved at være store – ja, store er så meget sagt, for Lappedykkeren er ikke større end ca. 27 cm. Det er den mindste af vores lappedykkerarter. Tit ser man den rejse fjerene på bagkroppen og vende måsen op mod solen. Den kan lide varme, ligesom vi andre.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste