Billede beskrivelse

Jobmesse med 58 virksomheder

Rekordmesse vidner om det massive behov, der er for arbejdskraft

09. marts 2018 kl. 12.43

Der er god grund til optimisme på jobmarkedet i Frederikshavn Kommune, både når det gælder, hvor mange nye job virksomhederne regner med at oprette i fremtiden, og hvor mange nye medarbejdere der er behov for her og nu.

Det viser Jobcenter Frederikshavns nye Jobbarometer, der er lige på trapperne, og som udpeger fremtidens jobmuligheder. Og det fremgår samtidig tydeligt af den store interesse for at deltage i årets Jobmesse i Arena Nord i Frederikshavn.

Antallet af virksomheder, der stiller op med en stand, fordi de har behov for arbejdskraft, er helt oppe på 58.

Det er ikke bare flere end forventet, det er også rekord.

- Vi er virkelig tilfredse og meget begejstrede over den opmærksomhed virksomhederne viser jobmessen, og vi er meget optagede af, hvordan vi får skabt det største antal match til jobåbningerne, siger jobcenterchef Mette Krog Dalsgaard.

Ud over de jobsøgende ledige er jobmessen selvfølgelig også åben for andre interesserede - det gælder blandt andet potentielle jobskiftere, der kan komme forbi og se på udbuddet af job.

- Alle er velkomne, og vi glæder os til at få besat så mange som muligt af de ledige job, som virksomhederne har med på jobmessen, siger Mette Krog Dalsgaard.

Messen finder sted i Arena Nord onsdag 14. marts.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste