Jette Torp tænder julebelysningen

Inden lysene tændes synger hun julen ind ved Open by Christmas

10. november 2017 kl. 13.59
Opdateret kl. 14.10

Der er 14 dage til, at julen for alvor holder sit indtog i Frederikshavn.

Og det sker vanen tro med et ordentligt julebrag.

FREDERIK har virkelig lagt sig i selen for at fastholde Frederikshavns imponerende traditioner for at være en smuk og indtagende juleby.

Vanen tro tændes byens smukke juleudsmykning fredag 24. kl. 16, men hvorfor vente med at kigge ned i byen, når nu Jul i Kirkeskoven åbnes allerede klokken 15.

Jul i Kirkeskoven åbner med julemandens hus, boder og ikke mindst Santa Julle - byens julemand Kjeld Rye.

FREDERIK uddeler i samarbejde med byens Natteravne og Empire 300 æbleskiver til byens søde børn.

Og 15.30 er der julemusik til glæde for alle øregange.

Jette Torp gæster nemlig Frederikshavn og ud over at assistere julemanden med at tænde julebelysningen kl. 16 vil hun sprede juleglæde med sang ved en koncert foran Frederikshavn Kirke.

Da det er en udendørskoncert, så er det klogt at huske hue og vanter.

- Der vil være opsat bænke på plænen som julekoncerten kan nydes fra, fortæller handelschef Dan Kobberup.

Bag arrangementet står FREDERIK og Frederikshavn Kirke med Pedersen & Nielsen Automobilforretning a/s som ekslklusiv partner.

Men "Open by Christmas" byder også på fernisering af byens nye værker "Poesipark" og tale ved byens borgmester Birgit Hansen på Lodstorvet. Kl. 14.30 går turen gennem gågaden, hvor man kan bese kunstværkerne v. Th. Bergs Gade og afslutter på Frederikshavn Bibliotek.

Fra 16.30 er der på Rådhuspladsen gratis risengrød, som Frivillige enheden Frederikshavn Beredskab og FREDERIK, står bag

Kl. 17 er der juletale af Larviks borgmester, borgmester Birgit Hansen og FREDERIKs formand, tidligere borgmester Erik Sørensen og 17.10 vil selveste Santa Julle tænde juletræet.

Når det er på plads, så går der yderligere gang i festlighederne.

Der er juleoptog med julemanden-kane, hestevogn, garden og børn fra Rådhusplads til Kirkepladsen. Der er juleshow med Bubber og Musikkorps Sæbys store nisseorkester giver koncerter forskellige steder i gågaden.

- Og forretningerne er selvfølgelig på julestikkerne for at servicere - også denne dag siger handelschefen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste