Jazz, soul og eftertænksomhed i Bangsbostrand
1. november er der en anderledes musikgudstjeneste i kirken
Bangsbostrand Kirke åbner den 1. november kl. 19.30 dørene for en anderledes musikgudstjeneste, hvor kirken vil være fyldt med en blanding af jazz, soul og eftertænksomhed.
Trioen Between the Lines leverer musikken, og præst Susan Storm vil binde sangene sammen med sine refleksioner over det store vigtige emne ’relationer’. Sangerinden og sangskriveren Line Mortensen bliver akkompagneret af de forrygende og internationale anerkendte musikere: Frederikshavneren Jakob Mygind (sax) og Carsten Kær Nielsen (piano). Melodierne er iørefaldende, teksterne er vedkommende og genren bevæger sig i et krydsfelt mellem singersongwriter-stilen, jazz og soul.
Livets soundtrack
Hvorfor lytter vi til musik - og hvad er det som musikken kan. Musik kan nogle gange beskrive og sætte ord på følelser, som vi ikke selv magter at ytre, og den kan sætte os i en bestemt stemning og berøre os. Bringe os tilbage til en tid der engang var, eller være med til at skabe håb og forventninger til fremtiden.
Vi har alle på en eller anden måde et soundtrack til vores liv. Bestemte sange forbinder vi med en bestemt tid i vores liv, eller måske et specielt menneske, som vi delte en oplevelse eller en tid sammen med.
Nogle gange er vi triste og udmattede, og så lytter vi til det melankolske. Andre gange er vi i festhumør og fuld af energi, og så skal musikken helst ramme lige netop den nerve der vibrerer i os. Musikken favner alle livets nuancer, og skaber rum for et sprog som ellers let kan forstumme.
Trioen Between the Lines med sangerinde og sangskriver Line Mortensen i forgrunden, beskriver livet og mennesker i sine smukke sange. De handler om at være menneske, og om hvordan vi forstår os selv, og hvordan vi ser os selv og ikke mindst hinanden. Har vi fordomme? Hvor stammer de fra? Hvorfor er vi, som vi er, og hvorfor handler vi som vi gør? Hvad er det, der altid er på spil, når mennesker mødes?
Præst Susan Storm vil reflektere over disse smukke og vedkommende sange. Handler al musik ikke om det samme emne: nemlig hvordan vi placerer os selv i den verden, som vi lever i? Vores relation til hinanden og omvendt.
Line Mortensen er professionel musiker og sangskriver. I alle sine 41 år har musikken været en vigtig del af hendes liv og hun formår at udtrykke menneskets eksistens med en umiddelbarhed og lethed, som gør, at vi alle kan genkende os selv i hendes tekster. Hun er vokset op i et hjem, hvor musikken altid har fyldt meget, så det var naturligt for Line, at musikken blev hendes levevej.
Susan Storm er præst, men musikken har altid skabt en klang i hendes liv. Som tidligere musikanmelder og journalist har hun været vant til at beskæftige sig med musikken, og forholdt sig til det mangfoldige og rige sprog, som smukke sange netop rummer.
Musikgudstjenesten har relationer som tema, og teksterne vil kredse om dette.
Forståelse er et vigtigt begreb. Når mennesker ikke længere forstår hinanden, så kan der opstå konflikter, splid og måske endda had. Musik kan skabe en fælles forståelse, fordi musikken er et universelt sprog. Den taler til os, og den giver os muligheden for at lade tankerne flyde.
Line og Susan glæder sig meget til at byde jer velkommen til denne unikke oplevelse i Bangsbostrand Kirke onsdag d. 1. november kl. 19:30
Gratis musikgudstjeneste med efterfølgende rødvin og samvær.
Trioen er netop ved at færdiggøre et nyt album - en EP med 5 numre.
Dette album har titlen “Thoughts" - og der bliver mulighed for at købe CD’en denne aften.