Isbrydere skal snart ud på sidste sejltur
FARVEL: Efter at have ligget ved kaj siden 1996 i først Frederikshavn og senest Hals bliver "Danbjørn" og "Isbjørn" udbudt til ophugning
HALS: Først begyndte rigtige isvintre med lammet søtransport at udeblive, siden ophørte statens isbrydertjeneste, og nu venter samme skæbne de to isbrydere "Danbjørn" og "Isbjørn", der i godt fire år har ligget på Østkajen i Hals. Inden for de kommende måneder forventes de to muskuløse fartøjer at blive udbudt til salg med henblik på ophugning.
Det oplyser Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse i en mail til NORDJYSKE, hvoraf det også fremgår, at de to gamle skibe bliver solgt til højestbydende.
Isbrydertjeneste nedlagt
Da de to isbrydere blev sat til salg 1. januar 2013, efter at det tre år forinden politisk var besluttet at nedlægge Søværnets isbrydertjeneste. På det tidspunkt stod der 30 millioner kr. samlet for de to isbrydere på salgsskiltet.
I perioden har flere da også meldt sig som potentielt interesserede i de to bomstærke skibe, eksempelvis har det været på tale at gøre brug af skibene til krydstogter i arktiske områder, men sonderingerne er endt resultatløse.
Som tidligere omtalt i NORDJYSKE strandede det angiveligt på uenighed om prisen og usikkerhed om udgifterne ved den nødvendige ombygning.
Sælges til skrotning
Med "Danbjørn" og "Isbjørn" forsvinder endnu et vidnesbyrd om et stykke dansk søfarts- og kulturhistorie om dengang, hvor de indre farvande i strenge perioder kunne fryse til. I tæt ved 90 år havde staten til opgave at holde farvandene omkring Danmark isfrie.
Når »Danbjørn« og »Isbjørn« var i aktion i farvandene omkring Danmark havde de hver en besætning på omkring 26 mand. Det var dog sjældent, at de var ude i længere tid. Sidste gang alle isbrydere inklusiv "Elbjørn" var i aktion samtidig var vinterhalvåret 1995/1996.