Intensiveret testindsats
Medarbejderne i hjemmeplejen og på plejecentrene skal testes hver anden uge
KOMMUNEN: På grund af det stigende smittetryk i Frederikshavn Kommune intensiveres testindsatsen blandt medarbejdere i hjemmeplejen og på plejecentrene.
Efter planen testes de som led i den systematiske testindsats i uge 1.
Men herefter testes alle fast hver anden uge indtil Frederikshavn Kommune igen har et incidenstal på under 20.
Ændringer i smitteudviklingen i forhold viser følgende:
Tirsdag 29. december:
En medarbejder på Birketoften er konstateret smittet med covid-19. Én kollega er identificeret som nær kontakt og skal testes i henhold til retningslinjerne. Der er ingen beboere, der identificeret som nære kontakter, men de testes ud fra et forsigtighedsprincip. Beboerne og deres pårørende er informeret via lederen af tilbuddet.
En medarbejder i Børnehuset Mælkevejen i Frederikshavn er konstateret smittet med Covid-19. Medarbejderen har ikke været på arbejde siden 23. december, så der er ikke udpeget børn eller kolleger som nære kontakter.
Onsdag 30. december:
En medarbejder på Plejecenter Ankermedet i Skagen er konstateret smittet med Covid-19. Fem beboere er identificeret som nære kontakter og isoleres i egen bolig, indtil negativt testsvar forelægger.
Tre medarbejdere er identificeret som nære kontakter og er sendt til test jf. retningslinjerne.
Beboerne og deres pårørende er orienteret.