Ingolf har været låsesmed i 30 år: Dét er anderledes
Ingolf Holmenlund har været låsesmed i Frederikshavn i godt 30 år. I den periode har faget ændret sig fundamentalt fra mekaniske låse til elektronisk adgangskontrol. Den erfarne låsesmed er glad for, at sønnen Tobias, der er it-uddannet, siden 2017 har været ansat i firmaet Ideal Låse og Sikringsteknik, for som med det meste i samfundet bliver også låsene i stigende grad digitale.
Ingolf og Tobias driver deres forretning med værksted og butik i Søndergade, men meget arbejde foregår i sagens natur ude hos kunderne. De arbejder med alt fra simple nøglelåse til digital adgangskontrol, pengeskabe, overvågning, porttelefoner, dørlukkere til fx branddøre og automatiske døråbnere til borgere i kørestol og til butikker.
- Det er en fantastisk udvikling vores fag er gennemgået, og det er spændende at arbejde med den ny teknologi og de mange muligheder, den giver. Men vi glemmer ikke det grundlæggende håndværk, for hovedparten af døre i Danmark har stadig en mekanisk lås med nøgle, siger Ingolf Holmenlund.
Vejleder om sikkerhed
En stor del af låsesmedens arbejde er også at vejlede kunderne i valget af låse og sikringssystemer. Det er hele tiden en balance mellem, at det skal være let for ejeren og dennes husstand eller medarbejdere at komme ind og ud, men meget vanskeligt for uvedkommende.
- Det svage led er altid, når teknologi bliver gammel. Så er der større risiko for, at kriminelle har fundet en metode til at bryde låsen op eller omgå alarmen. Derfor er det en god idé at få tjekket sin sikring, og virksomheder bør have en procedure for opdatering af adgangskoder m.v. Tyveknægtene sover aldrig, så det er også godt at være vågen, hvis man har noget, der er værd at passe på, siger Ingolf Holmenlund.
En anden del af låsesmedens arbejde er oplåsning for politiet og beredskabet. Vagttelefonen hos Ideal Låse og Sikringsteknik er åben døgnet rundt, hvis redningsmandskab har brug for at komme igennem en låst dør til et menneske i nød.
- Vi rykker også ud til borgere, der fx kommer hjem til et hus, hvor der har været indbrud. Så vil man typisk gerne have skiftet låsene ud, så man kan sove trygt resten af natten. Og den slags sker ofte ved højtider som jul og påske, hvor mennesker er sammen og mange huse derfor står tomme. Det kommer ikke som nogen overraskelse, hvis vagttelefonen ringer, når vi nærmer os midnat i højtiderne, og folk er kommet hjem fra julefest eller påskegilde. Det kan godt blive en travl nat, fastslår Ingolf Holmenlund.
I den netop overståede jul var der meget få indbrud, og låsesmeden fik lov at holde jul i fred og ro.