Billede beskrivelse

Indvielse af frimenighedspræst

29. august 2017 kl. 07.00

Der var fest, sang og glæde da Vendsyssel Frimenighed søndag d. 13. august fejrede både 5 års fødselsdag og indvielse af deres nye præst.

Der var fuldt hus på Maigårdsvej i Frederikshavn, hvor frimenigheden kunne fejre indvielse og indsættelse af deres nye præst Johnny Tidemand. Børnene ventede spændt på at Johnny T. skulle vise, hvad der var i den store kasse, som han havde med til gudstjenesten. Det var et helt bibliotek med 66 små bøger, én for hver bog i bibelen, som viste sig at være små kasser, hvor børnene fik lov til at åbne og se, hvad der gemte sig i dem.

Det var en menighed med børn og voksne i alle aldre, der var mødt frem og bagerst i kirkerummet sad tolken og oversatte det som foregik til farsi. I Vendsyssel Frimenighed har man en god kontakt til det lokale asylcenter.

Gudstjenesten blev indledt ved at menighedens nye præst gik ind i procession sammen med 6 præster, som var mødt op for at deltage i indvielsen.

Fast ansat præst

Menigheden, der blev stiftet i 2012, holdt de første år gudstjeneste i Strandby og Elling, men fik i 2016 egne lokaler i Frederikshavn. Man har i perioder haft ansat præster, som har haft bopæl meget langt fra menigheden, bl.a. Jon Poulsen fra Søhøjlandets kirke og haft gudstjenester ved tilkaldepræster. Men nu er det altså lykkedes at få en præst ansat på 50%, som kan bo i nærområdet, da Johnny Tidemand er flyttet til Frederikshavn med sin familie.

Indvielsen til præst blev foretaget af menighedens åndelige vejleder, Peter Kofoed Herbst fra Kronjyllands Frimenighed.

Johnny Tidemand kommer fra en stilling som Børne og unge medarbejder i Lindehøj kirke i Herlev, hvor han har fået god erfaring med det kirkelige arbejde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste