Seneste nyt

Ikke vigtigt at være den bedste

Jeg vil have det sjovt med min sport - og tid til andet end træning, siger Maja Holtz Petersen

23. januar 2018 kl. 08.20
Opdateret kl. 10.16

Vi lever i en tid, hvor det handler om at blive en stjerne.

Alle skal helst blive nummer ét eller i det mindste få opfyldt en vild ambition.

Forældre pacer deres børn og dedikerer haldelen af deres sparsomme fritid til at sikre, at poderne opnår deres 30 sekunders berømmelse inden for et givent felt.

I fodboldklubberne rundt omkring taler man om en ny trend, der har fået momentum.

Den handler om at ungdomsspillere stopper med at spille fodbold, hvis de ikke kan komme på en klubs førstehold.

Ingen vil tilsyneladende være toer.

Og i skolerne har man erfaring med, at forældre raser, hvis deres børn må nøjes med en birolle i skolens musical. Kort sagt: det er en temmelig elitefikseret tid, vi lever i.

Derfor er det ekstraordinært - nogen vil måske sige befriende - at møde 14 årige Maja Holtz Petersen.

Til daglig passer hun sin skolegang på en af byens største skoler, og i sin fritid dyrker hun kunstskøjteløb i Frederikshavn Skøjteløber Forening.

Det gør hun passioneret og flittigt, men Maja er upåvirket af de vinde, der ellers blæser.

Hun vil bare gerne have lov til at dyrke sin sport i fred.

- Jeg går til kunstskøjteløb, fordi det er sjovt og spændende, og det er bestemt ikke noget, nogen har presset mig til. Jeg holder af sporten, men jeg tager det overhovedet ikke tungt, hvis jeg ikke kommer på podiet.

Og det er faktisk ikke fordi, Maja ikke har prøvet at klare sig godt.

Ved flere turneringer rundt omkring i landet har hun opnået fine resultater - senest en tredjeplads ved Danmarks Cup i Gentofte. Det var i klassen Novice K2.

Maja Holtz Petersen ved godt, at hvis man skal nå rigtigt langt i sporten, kræves der endnu mere træning. Men det vil hun ikke.

- Jeg vil ikke træne hele tiden. Jeg går jo ikke til kunstskøjteløb, fordi jeg skal være olympisk mester. Jeg vil bare have det godt og træne i det omfang, jeg stadig synes, det er spændende. Det har jeg gjort i hele min skøjtekarriere.

Da Maja i sin tid tog skøjterne på for første gang, var hun kun tre år. Hun har holdt ved lige siden, og det er der en helt bestemt grund til. Hun holder af fællesskabet:

- Vi er som en lille familie, der ses tit. Og derfor er skøjtehallen faktisk blevet et meget trygt og spændende sted for mig at være. Og jeg har godt nok gået til andre sportsgrene, men de sagde mig ikke noget. Med skøjtning er det helt anderledes. Det foregår på is, og man skal springe og lave svære ting. Det er bare spændende.

Og mens Maja altså også vil have tid til vennerne, sig selv, familien og en hel masse andet, som livet også byder på, så findes der naturligvis dem, der vil endnu mere med sporten og dyrker den på højeste plan. Og det skal de have lov til synes Maja. Det er bare ikke noget for hende:

- Jeg kunne godt træne på et højere niveau og deltage i flere konkurrencer. Men det har jeg ikke en ambition om at komme til. Jeg vil også have ro og tid til noget andet. Der er jo nogen, der dyrker sporten på eliteplan. Det er godt for dem, siger Maja Holtz Petersen.

Tekst: Jesper Larsen

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste