IF Skiold satser ungt
Klar til satsninger særligt rettet mod de unge og ad nye kanaler
SÆBY: For IF Skiold blev 2018 et godt på alle niveauer og parametre.
Det betyder gode sportslige resultater. det betyder god social trivsel - og det udmøntede sig i første spadestik til den længe ventede kunststofgræsbane.
Men selv for IF Skiold vokser træerne ikke ind i himlen.
Der skal kæmpes og slås i det daglige - og særligt for at tiltrække ungdommen til klubfodbolden.
Også her kom der gode indspark - ikke til hjørne men direkte med kurs mod netmaskerne, da formanden Flemming Thingbak hold beretningen på årets ordinære generalforsamling.
- Når man som formand kigger tilbage på et helt år, er der naturligvis nogle højdepunkter, både sportsligt og socialt, der ”popper op” i ens tanker. Men for at citere Dan Turell så holder jeg mest af hverdagen: De mandage, tirsdage, onsdage og torsdage vi har i vores klub året rundt når der trænes på vores dejlige anlæg, lægges planer - og hygges bagefter i klubhuset. Det er i bund og grund de bedste og dem der skaber fundamenteret i vores klub, sagde formanden, Flemming Thingbak i sin beretning. - Som jeg har sagt tidligere år, så kan vi ikke undvære en eneste af jer. I er alle et vigtigt led i den kæde der driver klubben frem, både sportsligt og socialt, sagde formanden.
IF Skiold består af aktive medlemmer fra 4 år til 67.
- Det vidner om hvad det er for en bredde vi står for. Det er ikke mange klubber, der kan præstere aktive medlemmer i et aldersspænd på over 60 år.
Men det kommer ikke af sig selv.
- Vores ungdomsafdeling er udfordret i forhold til at have spillere nok til rådighed. Tilbuddene er i dag mange til de unge mennesker og vi er nødt til at kigge os selv i spejlet og spørge os selv, om vi gør nok for at trække flere unge til klubben.
Svaret er nej, lød det retorisk fra Flemming Thingbak.
- I dag er det ikke nok med et opslag på Facebook eller plakater i byen. Vi skal tænke ud af boksen og det skal sættes i system, sagde formanden, der herefter skitserede en plan.
- Vi nedsætter et udvalg der skal bestå af forældre, reklamefolk, spillere, trænere og klubfolk. Beder dem om at tænkle store tanker , som vi så kan få konkretiseret.
- For vi i IF Skjold vil ikke sidde med hænderne i skødet og vente på, at der kommer flere spillere til klubben.
- Vi skal gøre noget ekstraordinært, så vi får sat ny retning på trenden, sagde formanden.
I ungdomsafdelingen blev 2018 et godt år både sportsligt og socialt.
Sportsligt var højdepunkterne, at U17 drengene rykkede op i Liga 1, hvilket er den øverste række en breddeklub kan spille i.
U14 drengene rykkede op i liga 2 – som er den næste fineste række for breddeklubberne.
I futsal vandt U14, U17 og U19 alle sølv ved JM og U17 og U19 hentede derefter mere sølv, denne gang ved DM. –
- Og på det sociale plan har vi deltaget med to ungdomshold ved Rema 1000 cup og i uge 42 sendte vi hele 95 ungdomsspillere afsted til Verona Cup i Italien, sagde Flemming Thingbak.
Seniorafdelingen fik også et par ord med på vejen i beretningen.
- Efter nedrykningen til JS i foråret 2017 formåede vi allerede i foråret 2018 i kapløb om 2. pladsen, som giver en kvalifikationskamp om oprykning til DS. Men denne chance missede vi i allersidste kamp i Tjørring. – men vi sluttede på en meget flot 3. plads i JS1
Vores 2. hold i Serie 2 startede 2018 med ny træner, nemlig Patrick Nødgaard – Patrick brugte foråret til at spille mange nye unge spillere ind på holdet. Holdet reddede pladsen i serie 2 i sidste runde.
Serie 4 havde med deres nye træner John Christensen også en svær sæson, men reddede også pladsen i serie 4 – på yderste mandat.
Serie 6 havde også en fin sæson med flere nye spillere. På holdet er det sociale aspekt i højsædet – og sådan skal det jo bare være..
I efteråret 2018 viste vi, at vi stadig er med i toppen af JS - vi sluttede på 3. pladsen lige efter Hobro på 1. pladsen og Hjørring som snuppede 2. pladsen. Vi spiller dermed igen i JS1 her i foråret 2019 og dermed igen om oprykning til DS – og vi startede jo med fuldt skrald og pointhøst i lørdags, lød det i beretningen.
Serie 2 fik et forrygende efterår og var i en lang periode på 1. pladsen og dermed med i kampen om oprykning til serie 1.
Holdet tabte dog pusten til sidst, blandt andet på grund af skader, og måtte se oprykningen gå til Dronninglund – men en usædvanlig flot præstation i efteråret af vores 2. hold.
Vores 3. hold måtte desværre erkende, at de ikke kunne holde pladsen i serie 4.
Holdet blev indirekte ramt af mange skader på 1. og 2. holdet, hvilket gjorde betingelserne for holdets træner John Christensen rigtig vanskelig. Ros til John for sin altid positive tilgang til opgaven, som til tider er rigtig svær og utaknemmelig
Serie 6 sluttede sæsonen 2018 rigtig flot og vandt i en direkte oprykningsduel i mod Strandby og sikrede sig dermed oprykning til serie 5. Flot af Rune Larsen og Nikolaj Himmelstrup, der beviste, at de udover at have det sjovt også kunne spille god bold, sagde Flemming Thingbak.
Pige- og kvindefodbold havde sin særlige plads i formandens beretning.
- Vores U 16 hold spillede i Liga 1 – en hård kreds og pigerne måtte desværre rykke ned. Vores senior hold havde en godkendt sæson både som 11 mands og 7 mands hold begge med midterplaceringer.
Der er i ungdommen meget positive signaler at spore. En flok engagerede trænere og ledere løber lige nu rundt med 16 piger i årgang U9/U10 og vi håber at fremtiden bringer endnu flere piger til fodbolden i IF Skjold,.
De seneste par år har vi arbejdet intenst på, at udvikle vores kommunikationsplatforme.
I de gode gamle dage blev holdkortet sat op i ”kassen” på torvet, ved ”Jens Urmager” og så var det sådan set det.
Den går ikke i dag.
Sociale medier som YouTube, Facebook og Instagram – er en helt naturlig del af hverdagen for mange.. – derfor skal vi naturligvis også være med helt fremme der.
Vores SoMe udvalg har arbejdet rigtigt flot med de sociale medier i 2018 og bl.a. blev en ny hjemmeside introduceret tilbage i januar.
I løbet af året er der kommunikeret massivt på Facebook.
- Vi har i øvrigt over 1200 følgere på vores Facebook, det er ganske flot.
Instagram er også en platform vi benytter, i dag er der over 500 følgere på den ”kanal”
YouTube er nok det sociale medie der hitter mest hos de unge mennesker i dag, derfor har vores SoMe udvalg også fokus på netop den platform, bl.a. med vores egen tv kanal – Skjold TV.
- I det hele taget er det vigtigt for klubben, at vi er synlige og sælger os selv godt..
- Det er det fordi, det giver flere medlemmer, flere sponsorer, flere tilskuere, - og alt sammen er med til, at styrke vores økonomi.. – og det koster mange, rigtig mange penge at drive en klub som vores, sagde Flemming Thingbak.
Nu skal jeg ikke tage hul på regnskabet her i min beretning, men som I vil kunne konstatere om lidt, ved gennemgangen af 2018 regnskabet, så bruger vi over 2 millioner om året på at drive klubben.
- Vi har i bestyrelsen fokus på at håndtere vores økonomi på bedst mulig måde. Vi har til stort set alle bestyrelsesmøder en gennemgang af vores økonomi, hvor vores bogholder giver os en status på finanserne.
Det er vigtigt, så vi altid kan navigere i rette tid og dermed have rettidig omhu for klubbens ve og vel - og med vores store kunstgræsbane til knap 4 mio. kr. bliver der i særdeleshed krav om styr på økonomien, i årene der kommer.
Første spadestik blev taget søndag 2. december i et forfærdeligt vejr.
Men det betød intet for de op imod 100 dedikerede IF Skjold støtter, som var mødt til starten på dette, det største anlægsprojekt siden klubben flyttede fra det gamle klubhus og stadion på Chr. Pedersensvej tilbage i midten af 80’erne.
Flemming Thingbaks beretning blev godkendt af generalforsamlingen ligesom regnskabet, der udviste et overskud på 51.000 kroner.
Formanden selv var på valg og han blev genvalgt af generalforsamlingen. Det gjorde bestyrelsesmedlemmerne Michael Sørensen og Per Pedersen også.