Foto: Torben Hansen
Livet her

I har været savnet

SANSELIGT: En forrygende aften ved Den tilsandede Kirke i selskab med de ypperste kunstnere i Verdensballetten

20. juli 2021 kl. 09:50

Når man elsker det sublime - og når man gennem årene er blevet forvænnet med at få det i high-lights ude midt i den rå Skagen-natur, så mærker man for alvor, hvor stort savnet har været, når man atter kan sidde klar til at nyde en mandag aften i uge 29 sammen med 956 andre kunsthungrende mennesker.

Ingen tvivl om, at det har krævet ekstraordinært mange ressourcer, at få Verdensballetten tilbage på scenen i år, hvor udfordringerne har stået i kø.

Verdensballetten gav os den smukkeste aften ved den tilsandede kirke. Foto: Torben Hansen

På grund af de gældende afstandskrav, måtte tilskuerantallet således minimeres, så der ikke var flere end 1000 til stede - og det indbefatter også dansere og stab.

Den udfordring blev overvundet.

Næste udfordring var så det forhold, at Rusland gik i rødt - og det betød, at to stjerner fra Mariinskij Balletten i St. Petersborg, Xander Parish og Ekaterina Chebykina ikke kunne kommer med på turneen.

Med meget kort varsel lykkedes det Verdensballets leder Jens-Chr. Wandt at sikre, at to danske balletstjerner sprang ind - nemlig Alban Lendorf som er solodanser ved American Ballet Theatre på The Metropolitan i New York, og Astrid Elbo som allerede nu har danset en lang række hovedroller på Den Kgl. Ballet i København.

De to dansede pas de deuxen ”Hvid Svane” fra balletten Svanesøen i en formfuldendt udførelse.

956 publikummer kunne forestillingen rumme - i henhold til coronarestriktionerne. Foto: Torben Hansen

Året nyskabte koreografi var en corona-ballet – eller rettere en ”efter-corona-ballet”, skabt af den internationalt kendte danske koreograf i London Kim Brandstrup og med inspiration af genforeningen efter corona, genforeningen af verden, af kulturen, af fællesskabet.

En pas de deux med musik af amerikanske Philip Glass, som Kim Brandstrup har kreeret til de to søskende – solodanser Ida Praetorius og hendes bror solist Tobias Praetorius.

Det er første gang, de to søskende dansede pas de deux sammen.

Koreografen var til stede ved opsætningen i Skagen og modtog sammen med de to søskende publikums generøse og velfortjente applaus.

Tobias Praetorius henrykkede. Foto: Torben Hansen

Forestillingen bød også på den solo som blev skabt til Grenen sidste år. Den er både koreograferet og danset af Tobias Praetorius. Vi fik den ved Verdensballets forestilling i Skagen i en intens bearbejdet koreografi netop skabt til dette års Verdensballet.

Udover de danske dansere eminente præstationer fyldtes overflødighedshornet yderligere med The Royal Ballet of Londons helt store stjerner, Lauren Cuthbertson, Federico Bonelli og Marcelino Sambé. Alle er solodansere ved det prestigefulde kompagni på Covent Garden i London.

De henrykkede publikum, som i den grad gennem medleven viste, at nu er kunsten tilbage som en del af vores liv efter en uendelig tørkepause.

Verdensballetten er i sagens natur mest ballet - men der er også plads til andre kunstarter - som sang og instrumentale toner.

De sidste leverede Niklas Walentin, violin, og Alexander McKenzie, klaver, med stor indlevelse og overbevisning, mens tonerne som altid var lagt i hænderne på Verdensballets leder, operasanger Jens-Chr. Wandt og årets solist.

Clara Cecilie Thomsen havde bare den smukkeste klang. Foto: Torben Hansen

Og i år var det den unge danske sopran Clara Cecilie Thomsen.

Hvis man ikke var så heldig at høre hende sidste år i Skagen, så er man helt klart gået glip af en stor oplevelse.

For hun har en indsmigrende klang, der står distinkt og medrivende med kæmpemæssigt overskud uanset, hvilke arier eller lieder, hun kaster sig over.

Som en særlig gestus til Skagen fik Clara Cecilie Thomsen følgeskab af den danske mezzosopran Andrea Pellegrini og de skabte til sammen en uendelig smuk duet, hvor klangfarverne i stemmerne smeltede sammen med den smukke natur, de stod midt i.

Og sådan var denne uendeligt smukke, minderrige og sanselige aften i Skagen i følgeskab med sublime kunstnere og med udsigt til Den tilsande Kirke og det hedelandskab, der omgiver tårnet - og fra de højstplacerede siddepladser et mageløst vue ud over landskabet mod Kongevillaen med havet i horisonten.

Bedre kan en aften næppe blive.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu