I Frederikshavn spiser vi kaniner

Når Stampe i Disneys tegnefilmsklassiker vifter med højrepoten og siger til Bambi, at vandet er stift, er der ikke et øje tørt.

Udtrykket Bambi på glatis blev startet her, og flere generationer har vænnet sig til at le hjerteligt over det umage par, der tumler rundt på isen. Men virkelighedens verden ligger et stykke fra det tegnede eventyrunivers, og kaninen Stampe har det held, at han er fri fantasi. For uanset hvordan man vender og drejer det, så danser kaniner ikke på det stivnede vand. De havner i gryden og bliver til kaninsteg. Nogen gør i hvert fald.

Hos frederikshavneren Sidse Haandbæk er det en helt naturlig ting, at de kaniner, hun holder i sin baghave, ender på middagsbordet:

- Ja, for kaniner smager ret godt. Og så synes jeg, at det er rart at have dyr i haven. Mine børn har godt af at lære at tage sig af noget levende. Det handler om respekt for maden og om at forstå, hvor den kommer fra.

Hos Sidse Haandbæk slagtes der hvert år et antal kaniner, og hun er helt på det rene med, at det kan der være flere opfattelser af. Men det har hun skarpe holdninger til:

- Altså, for at du kan spise frikadellen, skal du forstå, at noget skal dø for det. Det betyder ikke, at du ikke skal spise frikadellen, men du skal have respekt for den. Du har en pligt til at sikre dig, at dyret, der må lade livet, har haft et tåleligt liv. Det er der mange dyr i den konventionelle kødproduktion, der ikke har haft. Når man for eksempel er kyllingefarmer, så starter dagen med, at man går ind og samler de døde dyr op.

Og hos familien Haandbæk kan man være ret sikker på, at kaninerne har haft et godt kaninliv:

- Meningen med at være kanin er, at man kan hoppe, parre sig og komme på græs. Den slags. Jeg prøver at give mine kaniner så naturligt et liv som muligt. Så kan jeg nemlig spise dem med god samvittighed. Og så ved jeg for resten, at der ikke er antibiotika i dem.

Kaniner er i stor grad blevet kæledyr, og de er et hit hos mange børn. Men det er ikke altid de bedste forhold, man byder.

- Arh, det kan være noget ironisk at høre om folk, der har købt et kaninbur på 30-50 centimeter og placeret en fire kilo tung kanin i det. Helt alene. Den har så plads til halvandet kaninhop på den lange led. Og børnene gider kun at lege med dem om sommeren. Resten af tiden har de et kummerligt liv. Det kan godt være, de dyr ikke bliver aflivet. Men måske ville de foretrække det.

Og så spekulerer du måske på, hvordan Sidse Haandbæks egne børn reagerer på, at familiens kaniner løbende bliver slagtet og spist. Den undren er overflødig. Det foregår nemlig helt gnidningsløst:

- Vi har jo vores avlskaniner. Dem har børnene navngivet, og dem beholder vi.

- Det er ungerne, der ryger i gryden. Dem slagter vi henover efteråret, og mine børn har altid været interesseret i processen og spurgt ind til sagerne. Og det giver mig så en god mulighed for at forklare dem, hvordan tingene hænger sammen. Og det er vigtigt.

- Vi andre har jo en tendens til at lukke øjnene og sige: Jeg har aldrig slået noget ihjel. Men samtidig går vi ud og skærer i flæskestegen, som kommer fra et svin, der har ligget fastspændt hele sit liv og aldrig set himlen. Sådan har mine kaniner ikke haft det, og det ved mine børn alt om. Det illustreres måske allerbedst af min søn, der forleden - da vi netop havde slagtet - sagde: Nu er den ikke længere en kanin. Nu er den mad.

Tekst: Jesper Larsen