Hxe-studier på polska
Erhvervskvinder fra Frederikshavn mødte medsøstre fra Krakow
Der er stadig et godt stykke vej at gå for polske kvinder, inden de har samme muligheder på arbejdsmarkedet som danske kvinder.
- Måske 20 års vej, var indtrykket den frederikshavnske sammenslutning af kvindelige ledere i HXE-Ringen vendte hjem med fra en netop afsluttet fire dages studie- og kulturrejse til Krakow i Polen.
Her havde de på førstedagen seminarmøde med hovedkoordinatoren af Polens største kvindekongres gennem fem år, Women i Congres 2014-17, Joanna Kongstad.
Med over 1000 deltagere fra Malopolska-regionen, som Krakow tilhører, har kvindekongressen sammen med tilsvarende kongresser i Warszawa været med til at skyde en udvikling i gang for polske kvinder.
Joanna Kongstad kunne fortælle om en voksende andel af kvinder i parlament og regering på nu over 20 procent, og om 30 pct kvinder indenfor management, primært dog i mindre selvejede virksomheder og butikker. Men også om den tiltagende konservatisme i landet, hvor den fortsat fatale mangel på daginstitutioner er med til at fastholde kvinderne i det samtidig stærkt katolsk troende land i den traditionelle rolle med børn, køkken og kirke.
Skilsmisse-raten er samtidig eksplosivt voksende, fordi kvinderne vil frigøres, og et nyligt indført børnetilskud på næsten 1000 kr. om måneden til barn nr. 2 og efterfølgende børn har på den ene side øget mulighederne for, at de uddannelses- og karrierebevidste nu kan betale for at få børnene passet, men modsat også for mange kvinder betydet øget stavnsbinding til hjemmefronten i kraft af endnu flere børnefødsler.
Universitetsuddannelse er i Polen for egen regning, og arbejdsugen er lang, 45-55 timer, hvilket et besøg i en tandlægeklinik med den 38-årige kvindelige ejer og tandlæge, Caroline Bialobrzycka og hendes tre ansatte kunne fortælle.
Caroline Bialobrzycka arbejder 12 timer om dagen.
Blandt kunderne er mange engelske, tyske og også danske turister. Offentligt betalt tandpleje og børnetandpleje er ikke eksisterende efter kommunismens fald, så på det område tilbyder klinikken egne programmer til bl.a. skolerne.
Den kvindelige tandlæge har ikke opgivet troen på at kunne kombinere et fortsat travlt arbejdsliv med også at få egne børn. I andet forsøg har hun tilmed fundet en mand, der også kan lide at røre i kødgryderne.
Ejeren af et rejsekonsulentfirma, www.krakow-service, 59-årige Marta Preiss og selvvalgt single, som de danske erhvervskvinder også mødtes med, lagde vægt på, at der bør stilles langt større krav til polske mænd.
- Polske mænd er håbløse. De smider sig bare på sofaen, når de kommer hjem, er så trætte og overlader det hele til konen, selv om hun også har slidt på fabrik hele dagen, markerer Marta Preiss.
Offentligt betalt socialt sikkerhedsnet er der ikke noget af, og tidligere tiders fagforeninger er helt uden gennemslagskraft i dagens Polen. Dog nedsættes pensionsalderen nu fra 65 til 60 år, fremhæver Marta Preiss.
Studiebesøget i Krakow bød også på sightseeing i den flotte tidligere hovedstad og kongeby, der er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Især Old Town med den imponerende markedsplads anlagt i middelalderen, Rynek Glowny, Mariakirken med Europas største guldalter samt på højen ved Vistula-floden Rawel-Slottet, der gennem 500 år husede polske konger.
På programmet stod også en fantastisk Chopin-koncert samt besøg i den gamle jødiske bydel kazimiertz, og på museet Schindlers Fabrik, kendt fra filmen Schindlers List.
På museet blev på gribende vis levendegjort 2. verdenskrigs grufulde folkemord på polakkerne og på Krakows store koncentration af jøder, og hvor museumsguiden også stillede det velkendte spørgsmålstegn ved, om charlatan’en Oskar Schindler nu også var en rendyrket helt eller bare en kynisk forretningsmand, der brugte jøderne som billig arbejdskraft - og dermed var med til at redde deres liv.
At Polen er kommet i strid modvind i EU på grund af den nyspirende nationalisme var ikke noget, der syntes at tynge de kvinder, frederikshavnerne talte med.
- Vi passer bedre på vores land og på os selv, end øvrige EU-lande, var holdningen.
HXE-Ringen har i år eksisteret i 30 år og 18 af de pt. knap 50 medlemmer deltog i studieturen.