Hvem vil bruge kroner på ørerne?
Ubehandlet høretab koster samfundet dyrt. Høreforeningen arrangerer valgaften torsdag den 16. november
Ubehandlet høretab koster samfundet dyrt, og undersøgelser viser, at penge brugt på behandling af høretab kommer mange gange igen. Regionsrådsvalget nærmer sig og Høreforeningen spørger derfor politikerne, hvad de vil på høreområdet. Det kan betale sig at hjælpe mennesker med høretab, så de lettere kan fungere socialt, tage en uddannelse og blive i job. Alligevel er der meget lange ventetider på høreapparatbehandling på de offentlige høreklinikker. Region Nordjylland er ingen undtagelse med 65 ugers ventetid på høreklinikken på Aalborg Universitetshospital. Ikke alle borgere har råd til at søge behandling på en privat høreklinik, og ikke alle borgere har et høretab, der tillader privat behandling ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Høreforeningen vil have behandlingsgaranti på høreapparatbehandling - men hvad vil politikerne? Bliv klogere på dette, og på hvor du skal sætte dit kryds til regionsvalget 21. november 2017, når Høreforeningens lokalafdelinger i Region Nordjylland inviterer til:
Valgaften torsdag den 16. november 2017 kl. 19.00 - 20.30 i salen på Institut for Syn og Hørelse, Sofiendalsvej 91, 9200 Aalborg SV.
Se Høreforeningens landsformand Majbritt Garbul Tobberup i debat med regionsformand Ulla Astman. Debatten vil blandt andet handle om de lange ventetider på høreapparatbehandling, skjult brugerbetaling på de private klinikker og behandlingsgaranti.
Der vil være skrivetolkning og teleslyngeanlæg, så alle kan følge med. Alle er velkomne, gratis adgang.
Baggrund og fakta
Høreapparatbehandling er en af de ganske få sundhedsydelser, som IKKE er omfattet af behandlingsgarantien på 4 uger. Høreforeningen mener, at man overtræder FN’s handicapkonvention ved at holde en bestemt handicapgruppe ude af behandlingsgarantien, som man giver på næsten alle andre områder - herunder fx behandling mod ligtorne og dårlige knæ.
Ubehandlede høretab giver større risiko for:
Ensomhed, isolation og nedsat livskvalitet, kognitivt forfald (demens), formentligt fordi hjernen mangler lydinput, depressioner og angstlidelser, faldulykker og markant større risiko for tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Alt sammen problemer, der belaster samfundet hårdt økonomisk, og som kunne forebygges ved en effektiv høreomsorg.
Europæiske forskere har vurderet, at 1 krone givet ud på høreomsorg i Europa kommer 10 gange igen til samfundet. Alligevel har Danmark sparet op mod 1 mia. kroner på høreapparatbehandling de seneste fire år. Ud fra en forebyggelsesstrategi og op mod en million med høreproblemer i 2030, mener Høreforeningen, der er fornuft i at investere de sparede midler i høreområdet.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til lokalformand i Høreforeningen Frederikshavn Lokalafdeling, Jørgen S. Hansen, e-mail: frederikshavn@hoereforeningen.dk eller tlf. 98 48 64 75 eller til landsformand Majbritt Garbul Tobberup på e-mail mgt@hoereforeningen.dk eller tlf. 40 19 39 91.