Hvem er kommet til at tage en traktor med hjem?
Try-Thorshøj Boldklubs gamle fine traktor fra 1964 er fjernet fra sin garage ved klubhuset.
Traktoren har stor betydning for det daglige arbejde i idrætsforeningen, udover at den også er en gave fra et tidligere medlem, og derfor har stor affektionsværdi.
De er rent ud sagt godt gale i skralden i Try-Thorshøj Boldklub (TTB) over det frække tyveri. Forleden dag, da traktoren skulle i brug var den pist væk, og det viste sig, at lukkebeslaget var savet over med en nedstryger. – Vi kan desværre ikke sige helt præcis, hvornår traktoren er forsvundet, men sikkert indenfor de sidste fire uger, mener formand Kurt Thomsen.
Traktoren var i sin tid en gave fra et tidligere medlem Aage Andersen, Benskoven, der selv har udført opgaver for klubben med traktoren. TTB arvede traktoren da Andersen døde, og byggede i den forbindelse en garage til den, så den kunne stå lunt og tørt. – Vi er lidt inde på, at det må være nogen med et vist kendskab til traktoren, for garagen er helt lukket, så man ikke kan kigge ind, forklarer Kurt Thomsen.
Karakteristisk førerhus
Klubben har selv investeret i en bagskovl og en tromle, så traktoren bliver benyttet til mange forskellige praktiske opgaver f.eks. at tromle banerne, flytte sne osv. – Vi har næste lige fået den restaureret bl.a. med nyt ledningsnet, oplyser Thomsen, og så har traktoren det lidt karakteristiske træk, at den er forsynet med et lille førerhus i træ.
Der er tale om en:
• Fordson Super Dexta type 957e
• Årgang 1964/blå
• Stelnummer 09d 923 958
• Motornummer 1660 363
Klubben vil meget gerne have sin traktor tilbage, og de hører gerne, hvis nogen har set eller hørt noget. Sagen er meldt til politiet.